Danmark har stærke institutioner i Medicinrådet og Lægemiddelstyrelsen, der vurderer værdien og omkostningerne ved nye innovative lægemidler, hvor kompetencer og robuste processer er etableret for at sikre lige og hurtig adgang til medicin for alle relevante patienter. Men der er behov for en større anerkendelse af innovation og øgede investeringer i innovative lægemidler og vacciner for at sikre patienter bred og hurtig adgang til innovative lægemidler og styrke modstandskraften mod fremtidige sundhedstrusler.
Lægemiddelindustrien tager aktivt medansvar for, at alle har let og lige adgang til medicin, ved fortsat udvikling og introduktion af nye innovative lægemidler og ved blandt andet at indgå prisloftaftaler med regeringen og regioner, deltage i udbud og indgå i innovative aftaletyper.
Det er Lægemiddelstyrelsen, der beslutter, om patienterne skal have tilskud til et bestemt lægemiddel købt på apotek. I tilskudsbeslutningen er det vigtigt, at der sikres størst mulig lighed i sundhed.
Derfor bør flest mulige lægemidler tildeles generelt eller generelt klausuleret tilskud, så de praktiserende læger har flere alternativer til at behandle flere patienter med bedst mulig effekt, så patienterne kan få et normalt liv med aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet på trods af påvirkning fra sygdom. Et bredt udbud af lægemidler, der oppebærer tilskud til patienterne, vil også kunne sikre at flest mulig kan behandles effektivt til glæde for den enkelte og i sidste ende samfundet. Enkelttilskudsordningen er vigtig, men skal alene tages i brug i helt særlige situationer.oner.
Lægemiddelindustrien tager medansvar for, at priser og udgifter til medicin udvikler sig på en økonomisk holdbar og bæredygtig måde. Derfor indgår Lif prisloftaftaler med regeringen og Danske Regioner på vegne af sine medlemmer.
Prisloftaftalerne indgås for både apoteks- og sygehusmedicin og og lægger et loft over priserne på lægemidler.
Prisloftaftalerne er med til at sikre forudsigelighed og stabilitet i regionernes budgetter og hos virksomhederne og understøtter, at patienterne har let og lige adgang til innovativ medicin.
Den lette og lige adgang til nye lægemidler kan styrkes ved, at lægemiddelvirksomheder og sundhedsmyndighederne indgår dialog om nye, innovative og fleksible aftaletyper.
Traditionel prissætning af nye lægemidler – fast pris pr. pakning – giver i stigende grad anledning til udfordringer, særligt når det kommer til meget specialiserede produkter, lægemidler til små og sjældne patientgrupper, og hvor der kun er få eller ingen behandlingsalternativer, samt når der er risiko for irrationelt forbrug mv.
Innovative aftaletyper skaber mere fleksible rammer for prissætningen på lægemidler og skaber dermed bedre forudsætning for, at sundhedsmyndighederne og lægemiddelindustrien kan nå til enighed om forudsætningerne for ibrugtagningen af et lægemiddel. Det kan fx være aftaler om no-cure-no-pay eller pris-/mængdeaftaler.
Ingen patient må afskæres fra nødvendig medicinsk behandling alene af økonomiske årsager. Selvom et lægemiddel ikke er anbefalet til generel anvendelse i sundhedsvæsenet, er det vigtigt, at patienter kan få behandlingen med offentlig medfinansiering, hvis det ud fra en lægefaglig og individuel vurdering er den bedste behandling for den konkrete patient.
Det forudsætter, at enkelttilskudsordningen for medicin ordineret i primærsektoren er velfungerende, ligesom der skal etableres en reel og velfungerende mulighed for individuel vurdering og adgang til sygehusmedicin, som ikke er anbefalet af Medicinrådet.
Medicinrådet beslutter, hvilke lægemidler der skal være standardbehandling i det danske sygehusvæsen. Folketinget har fastlagt syv principper for prioritering, herunder hurtig adgang, høj faglighed og lige adgang til behandling. De syv principper er helt centrale rettesnore og hegnspæle for Medicinrådets arbejde og bør følges nøje. Hvis vi skal sikre, at patienterne får hurtig og lige adgang til effektiv behandling, er det samtidig vigtigt, at Medicinrådet er velfungerende med effektive og transparente processer.
Det skal der til for at forbedre Medicinrådets arbejde


