Danmark har en unik styrkeposition inden for life science, hvor danske virksomheder over de seneste årtier har erobret de globale eksportmarkeder med banebrydende innovation og skabt tusinder af arbejdspladser funderet i en stærk økonomisk og samtidig klimavenlig vækst – som er fortsat selv under økonomiske krisetider.
Lægemiddeleksporten alene udgjorde i 2025 191 mia. kr. (Danmarks Statistik (SITC2R4), 2025). Life science-branchen beskæftigede 51.673 personer i 2024 (Danmarks Statistik, 2025) og investerer næsten 16 mia. kr. i forskning og udvikling årligt, hvilket svarer til 30 procent af de private forskningsinvesteringer i Danmark (Danmarks Statistik, 2025). Hertil kommer, at life science virksomhederne de senere år har investeret i omegnen af 100 mia. kr. i nye produktionsfaciliteter her i Danmark.
En fortsat langsigtet strategisk indsats skal bringe life science op på næste niveau. For uanset Danmarks succes på life science-området skal vi altid være bevidste om, at life science er global, og konkurrencen om at tiltrække investeringer i forskning, innovation og produktion er hård. Hvis Danmark fortsat skal udbygge sin stærke globale position inden for life science, skal rammevilkårene som minimum kunne matche vilkårene i USA, Kina og resten af Europa. Det vedvarende fokus på at udvikle life science-branchen bør derfor forfølge ambitionerne om at styrke vilkår for forskning og uddannelse samt udbygge Danmark som grønt produktionsland for life science og samtidig understøtte et robust sundhedsvæsen via innovation og digitalisering, hvor de nyeste, innovative behandlinger tages i brug.
Der er langt fra idé til en ny innovativ behandling, men det hele starter med talent og excellent forskning. Vi skal prioritere at fastholde og skabe endnu bedre rammer for life science i Danmark. Det kræver langsigtede investeringer i opbygning af kapacitet og viden. Vi skal derfor prioritere universiteternes basismidler inden for life science. Samtidig kan målrettede, strategiske forskningsinvesteringer bidrage til at understøtte specifikke styrkepositioner eller skabe nye løsninger inden for udvalgte, særligt prioriterede områder, hvor er der udfordringer eller behov for ny viden.
Sundhedsdata udgør et afgørende fundament for forskning og udvikling af nye sundhedsløsninger samt for optimering af anvendelsen af sundhedsindsatser til gavn for patienter og sundhedsvæsen. Danmark har et kæmpe potentiale inden for sundhedsdata. Vi har stærke nationale registre, vi har en stolt tradition for samarbejde, og vi har et system, der er baseret på transparens og tillid. I de seneste år er der sat mange nye, gode initiativer i søen. Men vi har svært ved at få knækket nødden og skabt de rammer, som er forudsætningen for at kunne realisere den fulde værdi til gavn for forskningen, samarbejdet og patienterne. Der er behov for en ny national sundhedsdatainfrastruktur, som skal gøre det muligt enkelt og hurtigt at hente data fra forskellige datakilder via én platform. Der skal derfor investeres i implementeringen af en ny sundhedsdatainfrastruktur.
Life science-innovation er et afgørende fundament for et velfungerende og bæredygtigt fremtidigt sundhedsvæsen. For der er en direkte sammenhæng mellem et forskende, et fagligt stærkt og innovationsorienteret sundhedsvæsen og Danmarks mulighed for at udbygge sin position som globalt førende life science-nation. Derfor skal vilkår for at gennemføre kliniske forsøg være i verdensklasse.
Sundhedsvæsenet er under pres som følge af flere ældre borgere, flere kronisk syge og manglende ressourcer – ikke mindst personale. Der er akut behov for at udvikle og implementere nye sundhedsløsninger inden for alt fra lægemidler, teknologier, digitalisering samt nye organisatoriske tilgange og modeller, der bringer det offentlige og private sammen i partnerskaber. Hvis Danmark kan gå forrest med at implementere de innovative løsninger, der bidrager til verdens bedste patientbehandling og til at gøre sundhedsvæsenet robust, bliver Danmark samtidig et globalt foregangsland på sundhedsområdet.



