Videre til indhold

Tættere på abonnement for tilskudsmedicin

Medicinbetaling på abonnement rykker tættere på, da der nu er afsat penge til en foranalyse af abonnementsordning.

Nu er vi et skridt nærmere, at patienter kan få lov at betale et månedligt beløb for deres medicin frem for at betale en stor del af det hele i starten af et tilskudsår.  

Indenrigs- og sundhedsministeriet vil nemlig nu undersøge mulighederne for at indføre en abonnementsordning på tilskudsmedicin. Det hilser Lif velkommen. 

”En abonnementsordning på tilskudsmedicin kan skabe en bedre løsning for nogle patienter ved at sikre, de hele året kan købe deres livsvigtige medicin” siger Pernille Langgaard-Lauridsen, chefkonsulent, Lif. 

13 procent patienterne har netop undladt at hente receptpligtig medicin i det forgangne år, viser en analyse fra tidligere i år, som bl.a. Lif står bag. Dermed vil ordningen især være til gavn for særligt udsatte borgere, der ellers vil fravælge medicin af økonomiske årsager.  

”Med en abonnementsmodel kan vi skabe større forudsigelighed for både patienter og sundhedsvæsenet,” understreger hun. 

Der er helt konkret bevilliget 0,5 mio. kr. i 2025 til en foranalyse af abonnementsordning for tilskudsmedicin. Initiativet igangsættes af midler fra den såkaldte SSA-reserve på social-, sundheds-og arbejdsmarkedsområdet, der skal tilgodese grupper i samfundet, som har de største udfordringer.  

Stort forarbejde 

Lif har i regi af en arbejdsgruppe under Alliancen mod Social Ulighed i Sundhed været med til at skubbe på for, at regeringen netop indfører en reel abonnementsordning på medicin – og en foranalyse af IT-mulighederne er et skridt på vejen mod at få ordningen indført.  

Arbejdsgruppen sendte i starten af året en opfordring til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde om at indføre en abonnementsordning. 

”Det er den opfordring, der er hørt og følges op på nu, kan vi læse af baggrundsmaterialet,” siger Penille Langgaaard-Lauridsen. 

Hvad indebærer en abonnementsordning?

En abonnementsordning for medicin i tilskudssystemet vil indebære, at patienter betaler det samme beløb hver måned for medicinen. Det betyder økonomisk forudsigelighed og tryghed for de mest socialt udsatte borgere med store udgifter til medicin. Med andre ord skaber det mere lighed i sundhed. Og samtidig koster forslaget ikke regeringen én krone i øgede udgifter til tilskudsmedicin. 

Læs bilagsmaterialet her

Foranalyse af abonnementsordning på tilskudsmedicin