Videre til indhold

Lif: Det første år med forsøgsordning har været skuffende – her er fem ting, der bør ændres

Ét år efter lanceringen af forsøgsordningen med fortrolige priser på apoteksmedicin er kun ét lægemiddel blevet godkendt. Der er brug for en række grundlæggende justeringer, mener politisk chef i Lif.

Dette er et debatindlæg bragt i Sundhedsmonitor d. 8. juli 2026.

Da forsøgsordningen med fortrolige priser på apoteksmedicin trådte i kraft 1. juli 2025, var ambitionen klar: Danske patienter skulle have hurtigere adgang til ny og banebrydende medicin – også i de tilfælde, hvor prisen ellers stod i vejen for tilskud.

Et år senere må vi desværre konstatere, at potentialet endnu ikke er indfriet. Og det er skuffende.

Kun ét lægemiddel er blevet godkendt i ordningen, selvom virksomhederne har indsendt 13 ansøgninger. Det vidner om en ordning, der i sin nuværende form ikke fungerer efter hensigten og derfor kræver justeringer, hvis den skal leve op til sit formål.

Ordningen er vanskelig at navigere i

Man siger, at al begyndelse er svær, og det er i hvert fald sandt i dette tilfælde, hvor vores medlemsvirksomheder peger på betydelige opstartsudfordringer og lange sagsbehandlingstider. Samtidig opleves processerne som lukkede og svære at gennemskue. Der er begrænset indsigt i Amgros’ sagsfremstillinger og i vurderingskredsens afgørelser, og det skaber usikkerhed hos virksomhederne om, hvilke kriterier der reelt lægges til grund.

Særligt er der tvivl om, hvordan ’økonomisk fordelagtighed’ opgøres, og i hvor høj grad lægemidlers indirekte effekter – som for eksempel færre indlæggelser eller mindre behov for anden behandling – indgår i vurderingen. Når rammerne er uklare, bliver det tilsvarende svært for virksomhederne at byde kvalificeret ind.

Hvis ordningen skal lykkes, kræver det større gennemsigtighed og forudsigelighed. Som det er i dag, er ordningen vanskelig at navigere i for virksomhederne.

Lifs fem ønsker til ændringer

Derfor mener vi også, at der er brug for en række justeringer hurtigst muligt, så vi har en velafprøvet og velfungerende model på plads, når Folketinget efter forsøgsperioden forhåbentlig gør ordningen permanent. Vi har ingen grund til at tro, at nogen har intention om at modarbejde ordningen, og derfor forventer vi også, at der vil være opbakning til at optimere rammerne for forsøgsordningen.

  • For det første er det helt afgørende, at de innovative, producerende virksomheder ikke pålægges at finansiere rabatter til parallelimport af deres egne produkter, da det både er åbenlyst urimeligt og underminerer incitamentet til at indgå aftaler. At kræve, at nogle virksomheder skal medfinansiere andre virksomheders konkurrerende salg, tangerer det, som man i moderne dansk politik ville kalde ’tudetosset’.

  • For det andet er der behov for bedre indsigt i beslutningsgrundlaget, når den offentlige part vurderer aftalernes ’økonomiske fordelagtighed’ for det offentlige. I Lif ønsker vi kort og godt at få observatørstatus i den såkaldte vurderingskreds, så der skabes større åbenhed og tillid til processen.

  • For det tredje skal der være større gennemsigtighed og forudsigelighed i processer, kriterier og beslutninger. Virksomhederne skal vide, hvilke rammer for forhandling, de arbejder under, og samtidig vil klare og konsistente processer styrke tilliden til modellen og understøtte en mere effektiv anvendelse til gavn for patienternes adgang til behandling.

  • For det fjerde mener vi, at der skal være en langt mere systematisk inddragelse af indirekte effekter i vurderingen af aftaler, for eksempel besparelser i resten af sundhedsvæsenet. For medicinens værdi rækker ofte langt ud over den direkte behandling, og det bør afspejles i beslutningerne.

  • Endelig bør ansvaret for forhandling og afgørelse samles ét sted. I dag er rollerne delt mellem regionerne, Amgros og Lægemiddelstyrelsen, hvilket let kan skabe unødig kompleksitet.

Det er vigtigt for os at understrege, at vores forslag til forbedringer af ordningen ikke handler om, at vi er modstandere af ordningen. Tværtimod ønsker vi, at ordningen kommer til at fungere optimalt.

Det er fortsat vores klare opfattelse, at muligheden for i nogle tilfælde at aftale fortrolige priser kan være et vigtigt redskab til at sikre bedre og hurtigere adgang til medicin for danske patienter. Det er en overbevisning, der ikke er blevet mindre af de seneste lægemiddelpolitiske tiltag på den internationale scene – tværtimod – da fuld fortrolighed om priser i et vist omfang kan medvirke til at beskytte Danmark mod de uønskede effekter af internationale referenceprissystemer.

Nogle ville sige, at vi bør være glade for, at der i løbet af ordningens første år er indgået én aftale. Men erfaringerne fra det første år viser, at der er behov for at styrke rammerne for, at ordningen kan virke som det politisk var tiltænkt fra starten.

Det skylder vi ikke mindst patienterne.