Vi skal ikke bruge al ny medicin hovedløst, men vi skal være mere villige til at lade usikkerheden om medicinens effekt og pris komme patienterne til gode, skriver Thomas Senderovitz.
Debatindlægget er bragt i Altinget 23.10-2026
Formandskabet for Lægevidenskabelige Selskaber Susanne Axelsen og Anders Perner kritiserer i et debatindlæg d. 22. oktober vores kampagne, hvor vi stiller spørgsmålet “Får du den bedste medicin?”
De mener, at den skaber usikkerhed og mistillid til sundhedsvæsenet.
Vi vil ikke skræmme danskerne eller skabe mistillid. Vores mål er at rejse en helt afgørende, principiel debat i fuld offentlighed: Hvilket niveau for adgang til ny, innovativ medicin ønsker vi i et rigt velfærdssamfund som det danske?
Og derfor synes jeg også, at kritikken af vores kampagne er ret så forudsigelig. Ligesom afsenderne nok også synes, vi er det.
Brug for nyt mandat til Medicinrådet
Vi er helt enige i, at prioriteringerne i vores sundhedsvæsen skal fungere inden for de rammer, der, som LVS selv skriver, ultimativt er fastsat af finansministeren eller regeringen, og vi ved godt, at ressourcerne ikke er uendelige.
Men vi mener, der er behov for et løft af de rammer og et nyt mandat til Medicinrådet.
Det er på ingen måde at skabe mistillid til sundhedsvæsenet eller den enkelte sundhedsperson. Vi har et meget velfungerende sundhedsvæsen og dygtige klinikere. Det er blandt andet grundlag for, at Danmark er et attraktivt land for klinisk forskning for lægemiddelindustrien. Det skal vi bevare og udvikle.
Men når næsten en tredjedel af nye behandlinger afvises i Medicinrådet, og over halvdelen af behandlingerne til sjældne sygdomme ikke når ud til patienterne, så mener vi, at vi må spørge os selv, om det niveau er godt nok for Danmark?
Det er jo heller ikke kun lægemidler, der har sammenlignelig effekt med de lægemidler, der allerede bruges, som afvises. Det gælder også lægemidler med påvist større værdi for patienterne.
I dag vægtes usikkerhed om effektens størrelse og pris meget højt. Vi synes, balancen er tippet den forkerte vej.
Jeg vil ikke have, at vi hovedløst skal bruge al ny medicin, men jeg ser gerne, at vi i højere grad lader usikkerheden komme patienterne til gode. I dag vægtes usikkerhed om effektens størrelse og pris meget højt. Vi synes, balancen er tippet den forkerte vej.
Hvis adgangen til den nyeste behandling afhænger af, om din læge har tid til at søge om en særlig tilladelse, eller om du selv har råd til at betale privat, så svigter vi også det grundlæggende princip om lige adgang til sundhed.
Og hvad der er “godt nok,” er et sundhedspolitisk spørgsmål. Synes man som borger, som politiker, som patient, at adgangen til ny medicin er god nok, eller mener man modsat, at vi som borgere i Danmark kan forvente mere af vores skattefinansierede sundhedsvæsen?
Vi mener, at den prioriteringsdiskussion er for vigtig til, at den er gemt væk, og derfor trækker vi den frem i lyst.
På kort sigt er det klart. Det billigste ville være, hvis der ikke skete nogen medicinske fremskridt. Så spørgsmålet er, hvad er det for en kontrakt, vi har med hinanden i vores velfærdssamfund, når vi bliver syge og har brug for innovativ behandling.
Tab for både patienter og samfund
Der er mange danskere, der først kender konsekvenserne af prioriteringen i det danske sundhedsvæsen, når de selv bliver ramt af sygdom og ikke kan få adgang til behandling.
Afsenderne skriver: “Det er ikke vores opgave at forbedre investeringsafkast og handelsbalancen.” Og det har de fuldstændig ret i.
Men det er politikernes opgave at løfte blikket og se på helheden. Hvad vi gør i sundhedsvæsenet har betydning for kommunerne, arbejdsmarkedet og andre dele af samfundet.
Ny innovativ medicin bliver ikke udviklet til danskerne, hvis vi her bare læner os tilbage og venter på, at de enorme risikovillige investeringer er lavet og forventer, at vi kan få lægemidlerne med en stor rabat i forhold til andre lande.
Forskningen og udviklingen og de kliniske forsøg rykker væk, hvis vi har den tilgang. Og så taber både patienterne og samfundet i den sidste ende.
Derfor skal vi turde diskutere de politisk fastlagte rammer for Medicinrådet og ambitionerne for kvaliteten af behandlingen i vores sundhedsvæsen, og her har vi i lægemiddelindustrien også et perspektiv, vi vil dele med danskerne.