
Statsminister Mette Frederiksen fremhævede i sin åbningstale den danske lægemiddelindustri som en dansk styrkeposition og advarede om, at Europa taber terræn i det globale kapløb. Lægemiddelindustriforeningen, Lif, bakker op og opfordrer til handling.
I sin åbningstale adresserede statsministeren direkte den stigende globale konkurrence fra blandt andet Kina og USA og understregede, at Europa risikerer at sakke agterud, hvis der ikke gøres op med bureaukrati og skabes bedre rammevilkår for innovation og vækst.
”Tag lægemiddelindustrien. En anden dansk styrkeposition. Europa taber terræn, blandt andet fordi investeringer i forskning og udvikling flytter andre steder hen. Og når der i Danmark skabes nye virksomheder, så rykker mange af dem desværre til andre lande, ofte til USA. Så også hvad angår industri- og erhvervspolitik står vi over for et valg. Hvis vi kun gør, som vi plejer, så tror jeg, at Europa taber,” sagde Mette Frederiksen i sin tale.
Derfor var budskabet blandt andet, at man vil investere i forskning og tage nye skridt til at styrke Danmark som en førende life science-nation.
Og den del af talen modtages positivt af Lægemiddelindustriforeningen.
”Statsministeren rammer hovedet på sømmet. Europa og Danmark er i benhård konkurrence, og hvis vi bare gør, som vi plejer, så har vi tabt på forhånd. Life science-sektoren er en af Danmarks absolut største vækst- og eksportmotorer, og derfor er det helt afgørende, at regeringen slår fast, at der skal handles nu,” siger Thomas Senderovitz, adm. direktør i Lif.
Konkurrence og innovation hænger sammen
Regeringens udspil om at fjerne administrative byrder med 25 procent frem mod 2035, sænke selskabsskatten og forbedre adgangen til risikovillig kapital modtages med stor tilfredshed hos Lif.
Statsministeren rammer hovedet på sømmet. Europa og Danmark er i benhård konkurrence, og hvis vi bare gør, som vi plejer, så har vi tabt på forhånd.
Ifølge Thomas Senderovitz er Europas evne til at udvikle, producere og tage nye lægemidler i brug ikke alene et sundhedspolitisk spørgsmål, men afgørende for Europas konkurrenceevne, økonomi, sikkerhed og handlekraft.
”Når regeringen vil styrke Danmark som førende life science-nation, kræver det også, at vi i højere grad har et sundhedsvæsen, der hurtigt tager ny, innovativ medicin og diagnostik i brug. Det er selve forudsætningen for, at globale virksomheder fortsat investerer i forskning og kliniske forsøg her i landet,” siger Thomas Senderovitz.
”Jeg ser frem til det kommende folketingsår og det tætte samarbejde med regeringen og Folketingets partier om at sikre ambitiøse løsninger for både erhvervslivet og de danske patienter,” lyder det.


