Videre til indhold

Paula har styr på alle dokumenter i kliniske forsøg

Hendes rolle er mindre synlig, men ikke mindre afgørende. Paula Urbanos holder styr på, at den vigtige dokumentation i kliniske lægemiddelforsøg er i orden. Hun er en af dem, som arbejder dedikeret med klinisk forskning og er med til at bane vejen for fremtidens behandlinger.

Sikrer orden i papirerne, holder styr på detaljerne og en uundværlig administrativ støtte. Sådan kan man helt kort beskrive jobbet som Clinical Trial Administrator (CTA) på hovedkontoret for en global lægemiddelvirksomhed.

Paula Urbanos sørger hver dag for, at det administrative fundament for de mange kliniske forsøg, som H. Lundbeck gennemfører over hele verden, er på plads og fintunet.

Jeg er gået målrettet efter at arbejde med kliniske forsøg, og København er stedet at gøre det.

Hun har med andre ord den koordinerende rolle i, at alle lovpligtige dokumenter og dokumentation i kliniske lægemiddelforsøg er i orden, opdateret og tilgængelige.

”Det er en rolle, der ikke er så umiddelbart synlig, men den er super vigtig for, at alle de praktiske og operationelle skridt i forsøgene kan køre effektivt og gnidningsfrit – det er lidt backstage”, fortæller Paula Urbanos.

En central funktion

Det er også en relativ ny funktion i Lundbeck, som er i hastig udvikling. I sin tid hos virksomheden har Paula oplevet en markant stigning i antallet af CTA’er, da funktionen i dag spiller en langt mere aktiv og central rolle.

Samtidig oplever hun, at der er rig mulighed for at påvirke og forme arbejdet:

”Ud over generelt at have styr på dokumenterne og sikre, at de er opdaterede og tilgængelige og altid klar til at blive inspiceret af myndighederne, så samarbejder CTA’erne bl.a. med vores juridiske afdeling om fx udformning af fuldmagter til eksterne konsulenter (CRO’er) og med vores regulatoriske afdeling om indsendelse af ansøgninger til myndighederne. Alt efter interesse kan man specialisere sig, og det sætter jeg stor pris på.” 

Endemålet var København og kliniske forsøg

Paula kommer fra Spanien, hvor hun har taget en bachelor i biologi. Siden er hun blevet kandidat i ”Food Science & Technology” fra KU og har en master i Clinical Trials fra Spanien.

”Jeg elsker at bo i København, og life science miljøet og mulighederne i København er fantastiske. Allerede mens jeg læste, havde jeg fokus på den betydning, som kliniske forsøg har for patienterne. Via oplevelser i min egen familie har jeg haft interesse for og kendskab til området. Så ja, jeg er gået målrettet efter at arbejde med kliniske forsøg, og København er stedet at gøre det.”

Når Paula skal beskrive det, hun bedst kan lide ved sit arbejde, fremhæver hun især én ting:

”Diversiteten. At jeg har mange forskellige kontakter og opgaver, som jeg skal prioritere, planlægge og organisere. At jeg kan være involveret i mange forskellige kliniske forsøg og løse opgaver på mange forskellige stadier af forsøgene – samtidig med at jeg kan være fokuseret i forhold til at have styr på dokumenter og al dokumentation i forsøgene”.

Mennesket bag

Vi hylder mennesket bag den kliniske forskning!

Med kampagnen #mennesketbag ønsker Lif sammen med en bred kreds af partnere at sætte spot på de mennesker, der i forskellige roller, bruger deres viden og tid på at udvikle fremtidens behandlinger og sikre et stærkt og bæredygtigt sundhedsvæsen.

En bred partnerkreds

Bag kampagnen står Dansk Selskab for Ergoterapi, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, Medicoindustrien, Pharmadanmark, Trial Nation og Lif.