
Danmark har længe stået stærkt i life science, men USA og Kina rykker hurtigere. en ny strategi bør handle om eksekvering, kapital, AI og stærkere europæiske rammer, lyder det fra centrale aktører.
Artiklen er bragt i Magasinet med. – Life science: Det guldæg, danskerne ikke kender
Danmark skal være en førende life science-nation i Europa, og eksporten skal fordobles til 350 mia. kr. i 2030. Sådan lyder ambitionen i life science-strategien fra 2024, som en ny regering skal forholde sig til i den kommende regeringsperiode. Næste skridt bør først og fremmest handle om at komme ud over stepperne frem for flere skåltaler, mener tre centrale aktører.
“Det afgørende er, om der er politisk opbakning og politisk vilje til at få tingene til at ske,” siger Lars Rasmussen, formand for regeringens Life Science Råd og tidligere adm. direktør og bestyrelsesformand for Coloplast.
Han peger på, at den nuværende strategi havde stor tyngde, da den blev skrevet, fordi den havde en flertalsregering bag sig og underskrifter fra fire ministre.
Stærke danske ambitioner er dog ikke nok i life science-sammenhæng, for de vigtigste rammevilkår sættes i EU.
Lars Rasmussen efterlyser en tydeligere europæisk retning. “Lige nu farer USA afsted, og Kina kører ekstremt hårdt på. Men Europa har ikke engang som region en life science strategi,” påpeger han.
Det understøttes af en nyligt udgivet EFPIA-analyse af ti europæiske landes strategier, der efterlyser et mere sammenhængende europæisk marked og hurtigere adgangsveje.
Ny udfordring fra USA
På BioInnovation Institute (BII) er CEO Jens Nielsen enig. “Vi har traditionelt fokuseret meget på det amerikanske marked her i Danmark. Men måske skal vi i højere grad se mod Europa,” siger han.
Det mærkes på markedet for nye lægemidler, hvor virksomheder stadig møder nationale systemer frem for ét samlet marked.
“I dag skal man i praksis lancere i hvert enkelt land. Der findes jo ikke ét samlet EU-marked for lægemidler,” på peger Jens Nielsen. Den opsplittede markedsstruktur taler direkte ind i en udfordring, der for alvor er rykket højt op på dagsordenen siden life science-strategien fra 2024, nemlig Most-Favored-Nation (MFN).
Prispolitikken fra Trump-administrationen i USA betyder, at landet kun vil betale det prisniveau for et lægemiddel, som det koster i de billigste sammenlignelige lande.
ALK mærker det aktuelt i sagen om allergimedicinen Grazax, som Medicin tilskudsnævnet vil have ned i pris.
“Hvis vi bare følger det, man ønsker, og sænker prisen, så er vi på nederste hylde i MFN. Prisen er allerede lav i Danmark, men så vil vi ligge allerlavest, og det har konsekvenser i alle vores andre markeder,” forklarer Peter Halling, CEO i ALK.
Prisdiskussionen bliver dermed også et spørgsmål om investeringer, arbejdspladser og adgang til nye lægemidler.
“Danmark vil ofte være blandt de lande med de laveste priser, og det gør, at man tænker sig om, før man lancerer her. Det kan betyde, at rigtig mange nye lægemidler går uden om os. Det, synes jeg, er en diskussion, der er værd at få gjort lidt klarere,” pointerer Lars Rasmussen.
Flere muskler
Hos ALK er vurderingen, at Danmark grundlæggende er attraktivt. Men tempoet skal op, hvis investeringer og aktiviteter skal blive i landet.
“Det afgørende er at sætte os sammen og sikre, at vi får lagt de muskler, den benzin og den motor, der skal til for at drive life science-strategien frem,” mener Peter Halling.
Det gælder kliniske forsøg, sagsbehandling, kapital og samarbejdet med sundhedsvæsenet. “Man har sagt, at der skal være kortere arbejdsgange og kortere sagsbehandling. Det oplever vi ikke,” siger Peter Halling.
Jens Nielsen peger på samme udfordring fra vækstlagets perspektiv.
Danmark har et stærkt økosystem med virksomheder, forskning og fonde. Men tidlige startups har stadig svært ved at komme ind på markedet. “De ender med at skulle sælge til amerikanske hospitaler i stedet for danske hospitaler, selvom teknologien kommer herfra.”
