
Dette er en kronik bragt i Børsen d. 16. august.
Af: Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation
Dansk uddannelsespolitik handler for meget om uddannelsers længde, niveau og placering. Vi bør begynde et andet sted: Hvilke kompetencer får Danmark brug for om 5, 10 og 15 år?
Debatten om uddannelse handler ofte kun om institutioner og uddannelsesniveauer og længden på uddannelserne. Skal flere på universitetet? Skal flere vælge en professionsuddannelse? Skal en kandidatuddannelse være ét eller to år? Det er vigtige spørgsmål. Men de er ikke de vigtigste.
Det vigtigste spørgsmål er, om vi som samfund uddanner mennesker, der har de kompetencer, som de har brug for – nu og i fremtiden?
Når debatten reduceres til en kamp mellem uddannelsesniveauer og institutionstyper, risikerer vi at overse det helt centrale: kvaliteten og relevansen af selve uddannelsen. Men hvad er det, der udgør en god uddannelse? For den enkelte og for samfundet.
Et bud kunne være: En god uddannelse er god, hvis den giver solid faglighed, stærke metodiske kompetencer, praktisk forståelse og både lysten og evnen til at lære nyt gennem et helt arbejdsliv.
For at få det, har vi brug for et opgør med lappeløsningerne. Vi har brug for en fremsynet plan for, hvordan Danmark skaber de bedste uddannelser til fremtiden. En plan, der begynder med kompetencer – ikke med kassetænkning.
Life science viser udfordringen
Life science er et godt eksempel. Danmark har en international styrkeposition, men den kan ikke tages for givet. Sektoren forandrer sig hastigt. Avanceret produktion, klinisk forskning, regulatoriske krav og digitalisering for blot at nævne nogle få stiller nye krav til medarbejdernes kompetencer.
Hvis Danmark skal være et af verdens bedste life science-lande, er det ikke nok at diskutere, om én uddannelse skal forkortes, en anden forlænges, eller om flere skal flyttes fra én søjle til en anden.
Uddannelsespolitik må og skal ikke blive en øvelse i at flytte rundt på unge mennesker mellem institutioner eller landsdele.
Vi skal sikre, at hele uddannelseskæden hænger sammen med de kompetencebehov, der allerede findes – og dem, der er på vej. Det kræver en mere systematisk måde at tænke uddannelsespolitik på.
Jeg vil pege på tre skridt, vi bør tage.
Struktureret debat
For det første bør vi etablere en mere struktureret inddragende drøftelse om kompetencebehov. Ikke en debat, hvor aktørerne forsvarer deres egne institutioner, uddannelsesniveauer eller bevillinger, men en reel fremsynsproces, hvor erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, myndigheder, faglige organisationer og forskningsmiljøer samles om ét spørgsmål: Hvilke kompetencer får Danmark brug for de næste 5, 10 og 15 år?
Drøftelserne skal være på tværs af uddannelseslængde og niveau. For ofte behandles de forskellige uddannelser som adskilte verdener. Men fremtidens arbejdsmarked fungerer ikke sådan. Ude på arbejdspladserne hænger viden og færdigheder sammen.
Det arbejde er Lif sammen med ATV og Medicoindustrien gået i gang med sammen med de institutioner, som har flest uddannelser rettet mod life science. Overskriften er “verdens bedste uddannelser til fremtidens life science”.
Drøftelserne handler både om indhold og form – altså hvordan vi laver gode uddannelser sammen. Det er ikke let, men det er en start i erkendelsen af, at vi ikke bliver en stærk life science-nation, hvis vi ikke kan uddanne den næste generation af talenter.
Et nationalt kompetenceråd
For det andet bør Danmark etablere et kompetenceråd, som kan rådgive ministre, myndigheder og uddannelsesinstitutioner om udviklingen i kompetencebehov.
Rådet bør beskikkes med repræsentanter fra erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter, relevante organisationer og uddannelses- og forskningsmiljøer. Men rådet må ikke kun være et dialogforum. Det skal have reel analytisk kapacitet og kunne omsætte viden til konkrete anbefalinger.
Uanset hvor meget virksomheder, der aftager nye kandidater, samarbejder med uddannelsesinstitutionerne, er der også behov for politisk lederskab.
Et kompetenceråd skal ikke overtage institutionernes ansvar. Tværtimod. Det skal give dem et bedre grundlag for at udvikle uddannelser, der matcher virkeligheden uden for institutionernes mure.
Målrettede prioriteter
For det tredje bør vi turde lave målrettede uddannelsesprioriteter på områder, hvor Danmark har særlige styrkepositioner eller store samfundsbehov.
Pointen er ikke nødvendigvis at bygge nye institutioner. Pointen er at skabe forpligtende samarbejder, hvor både uddannelser og virksomheder byder ind med deres kompetencer og kapacitet og løfter i flok.
Irlands National Institute for Bioprocessing Research and Training (NIBRT) viser, hvad en målrettet indsats kan betyde.
Her er industri, stat og uddannelsesmiljøer samlet om avanceret træning og forskning i biofarma-produktion. Det er den slags ambition, Danmark bør lade sig inspirere af, naturligvis tilpasset danske styrker og danske institutioner.
Kompetencepolitik
Uddannelsespolitik må og skal ikke blive en øvelse i at flytte rundt på unge mennesker mellem institutioner eller landsdele. Der bør i stedet være en langsigtet strategi for at sikre, at Danmark har de kompetencer, der skal til for at løse fremtidens udfordringer og gribe fremtidens muligheder.
Uanset hvor meget virksomheder, der aftager nye kandidater, samarbejder med uddannelsesinstitutionerne, er der også behov for politisk lederskab. Hellere i dag end i morgen.
Så opfordringen til regeringen er klar. Få samlet de relevante ministre og inviter erhvervsliv og organisationer til en drøftelse, der begynder med et bedre spørgsmål: Hvilke kompetencer er der brug for? Hvad skal den enkelte kunne for at være klædt på til et langt arbejdsliv? – og hvordan skaber vi de bedste uddannelser, så de kan det?
