Når vi hører om alvorligt syge danskere, der er nødt til at rejse til udlandet eller tømmer opsparingen for selv at betale for myndighedsgodkendt medicin, reagerer vi med forargelse, skriver adm. direktør i Lif, Thomas Senderovitz i Berlingske.
Debatindlægget er bragt i Berlingske den 27-08-2026
I den seneste tid har vi blandt andet på TV 2 og andre steder kunnet se eksempler på mennesker, der må kæmpe deres egen kamp mod systemet.
Historien om Henrik Lassen, der selv må have hundredtusindvis af kroner op af lommen for at få den behandling, hans læge anbefaler mod spiserørskræft, og som kan forlænge hans liv.
Om Maj Hessel, der har fremskreden æggestokkræft, og har måttet flytte til Tyskland for at få behandling.
Eller om Niels Vestergaard, hvis Alzheimers sygdom nu ser ud til at være blevet bremset op, efter at han har betalt for at få behandling i London.
Det er mediehistorierne, der kommer op og lejlighedsvist minder os om alle de mennesker, der kæmper for adgang til den nyeste og mest effektive behandling i det offentlige danske sundhedsvæsen. Men den kamp foregår desværre hele tiden, uanset om medierne dækker det eller ej.
Når et flertal af rådsmedlemmerne i dag har det direkte daglige ansvar for de lokale sygehusbudgetter, risikerer hensynet til kortsigtet økonomi at skygge for patienternes behov.
Vi ser nemlig igen og igen eksempler på, at danske patienter ikke får tilbudt behandlinger, som patienter i sammenlignelige europæiske lande kan få. Det bør give anledning til debat om, hvordan vi sikrer, at danskerne også får adgang til den bedst mulige behandling.
Om det er ny kræftmedicin, nye behandlinger til mennesker med sjældne sygdomme eller at give adgang til nye fremskridt inden for demensområdet.
Når et lægemiddel for eksempel afvises i Medicinrådet, betyder det i praksis, at danske lægers værktøjskasse bliver indskrænket. Patienterne afskæres fra moderne behandling.
Selvfølgelig skal der prioriteres i sundhedsvæsnet. Men har vi fundet den rette balance mellem økonomi og patientadgang i dag? Hvad kan danske patienter egentlig forvente?
Når Medicinrådet afviser et nyt lægemiddel, sker det ofte med henvisning til prisen, eller fordi man mener, at der er for stor usikkerhed om, hvor god effekten er i forhold til prisen. Men vi mener, at balancen er tippet, og at man skæver for meget til økonomi.
At der er en usikkerhed om effektens størrelse, må heller ikke betyde, at døren smækkes helt i for patienterne. Især for mennesker med sjældne sygdomme er det et grundvilkår, at der er få personer at afprøve behandlingen hos i de kliniske forsøg, og at der ofte ikke er nogen eksisterende behandlingsmuligheder.
Her bør Medicinrådet og virksomhederne sætte sig sammen og aftale fleksible løsninger. Man kan for eksempel aftale, at det offentlige kun betaler fuld pris, hvis medicinen faktisk har den ønskede effekt hos den enkelte patient. Den slags aftaler vil vi gerne lave langt flere af.
Ofte beskyldes vi i lægemiddelindustrien for at være grådige og at kræve for høje priser for vores behandlinger.
Ja, vi sælger medicin. Men vi udvikler de nye og innovative behandlinger, der rykker behandlingen af sygdomme fremad, hvad enten fremskridtet handler om at skabe mere livskvalitet, simpelthen at få mere dyrebar tid med familien – eller helt at helbrede roden til sygdommen, som vi lige nu ser med udviklingen af nye avancerede terapier, som er gen-, vævs- og celleterapi.
Der skal være mere fokus på de langsigtede gevinster ved udvikling af ny og bedre behandling, som holder folk sunde, udskyder behovet for pleje eller redder liv
Og vi rejser de enorme mængder risikovillig kapital til netop at satse på det ene ud af de 10.000 molekyler, der viser sig at være nøglen til en ny behandling. Det er en enorm investering, der skal tjenes hjem for at blive lavet, og en massiv risiko, det offentlige aldrig selv ville kunne løfte.
I et velstående velfærdssamfund som det danske bør patienternes adgang til ny medicin være blandt de bedste i Europa, og Danmark bør også være villig til at investere i den innovation, som udviklingen af nye behandlinger kræver. Usikkerhed skal håndteres gennem samarbejde og ikke bruges som en automatisk bremse.
Og der skal være mere fokus på de langsigtede gevinster ved udvikling af ny og bedre behandling, som holder folk sunde, udskyder behovet for pleje eller redder liv, så vi ikke kun stirrer os blinde på de kortsigtede omkostninger.
Netop nu er den længe ventede evaluering af Medicinrådet i gang. Det giver os en historisk mulighed for at genfinde balancen.
Vi har brug for et markant skifte. Politikerne er nødt til at give Medicinrådet et nyt og klart mandat, hvor målet først og fremmest er at sikre patienterne i Danmark adgang til godkendte behandlinger.
Samtidig skal vi turde drøfte rådets sammensætning. Når et flertal af rådsmedlemmerne i dag har det direkte daglige ansvar for de lokale sygehusbudgetter, risikerer hensynet til kortsigtet økonomi at skygge for patienternes behov.
Så har vi fundet den rette balance i dag? Nej, det mener vi ikke.