Videre til indhold

Ny frihandelsaftale med Australien styrker dansk eksport og europæisk forsyningssikkerhed

Efter flere års intense forhandlinger er EU og Australien nået til enighed om en omfattende frihandelsaftale. For den danske lægemiddelindustri betyder aftalen ikke blot bedre markedsadgang, men det er også et vigtigt, strategisk træk fra EU midt i den nye, geopolitiske virkelighed, lyder det fra Lif.

Det var en længe ventet nyhed, der tikkede ind fra Bruxelles og Canberra tirsdag: Forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Australien er endeligt afsluttet. Processen, der blev indledt i 2018 og midlertidigt sat på pause i 2023, baner nu vejen for et tættere samarbejde.

For lægemiddelindustrien indeholder aftalen flere væsentlige elementer, herunder forbedrede vilkår for IP-rettigheder, fjernelse af de sidste toldbarrierer og en historisk åbning for, at Australien kan blive en del af forskningsprogrammet Horizon Europe fra 2027.

Rettidig omhu fra EU

Hos Lif vækker aftalen stor begejstring – ikke mindst i lyset af de aktuelle globale spændinger. Thomas Klit Christensen, handelspolitisk chef i Lif, betegner aftalen som et strategisk nødvendigt skridt for Europa.

“I en tid præget af geopolitisk usikkerhed og ustabile forsyningskæder er det helt afgørende, at EU rækker ud og sikrer stærke bånd til ligesindede handelspartnere. ,” siger Thomas Klit Christensen.

Han understreger, at diversificering af samhandel er blevet et sikkerhedspolitisk anliggende:

“Vi kan ikke gøre os sårbare ved at være for afhængige af få markeder. Når EU søger samhandelsaftaler med lande som Australien, styrker det vores samlede robusthed. Det giver de danske lægemiddelvirksomheder et mere sikkert fundament at operere på i en uforudsigelig verden.”

Den danske lægemiddeleksport til Australien udgør i dag omkring 40 procent af den samlede danske vareeksport til landet og er mere end femdoblet siden 2020. I 2025 nåede eksporten op på 4,6 mia. kr., hvilket understreger Australiens voksende betydning som marked for danske life science‑virksomheder

Fokus på innovation og IP-rettigheder

Aftalen lægger op til en forstærket beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret, der går videre end de gængse WTO-standarder. Det inkluderer blandt andet, at patent- og databeskyttelsen forbedres. 

Selvom de specifikke tidsrammer for databeskyttelse (RDP) og patentforlængelser endnu afventer den endelige tekst, ser Lif det som et positivt signal:

“Beskyttelse af innovation er hjerteblodet i vores branche. At Australien og EU nu forpligter sig til at gå skridtet videre end de eksisterende multilaterale aftaler, sender et vigtigt signal om, at man værdsætter og beskytter den forskning, der fører til fremtidens medicin,” forklarer Thomas Klit Christensen.

Vejen frem

Selvom de politiske håndtryk er udvekslet, udestår der stadig et teknisk efterarbejde. Den endelige aftaletekst forventes offentliggjort inden for få uger, hvorefter den skal gennemgå juridisk kvalitetssikring og oversættelse til alle EU-sprog. Aftalen forventes formelt underskrevet i slutningen af 2026 eller starten af 2027, hvorefter den skal ratificeres af Europa-Parlamentet og de australske myndigheder.

Hvad betyder aftalen for life science industrien?

Fjernelse af told: De sidste restanter af told på farmaceutiske produkter fjernes.
Horizon Europe: Australien forventes at kunne deltage i EU’s forskningsmidler fra 2027.
Offentlige indkøb: Bedre adgang for EU-virksomheder til australske udbud, herunder på delstatsniveau.
IP-beskyttelse: Stærkere rammer for patenter og regulatorisk databeskyttelse.