Videre til indhold

Lars Fruergaard: De, der lykkes, formår at få hele værdikæden til at hænge sammen

Q&A: Hvordan skaber vi morgendagens globale succes?

Danmark står stærkt inden for life science; et solidt forskningsmiljø, innovative virksomheder og en tradition for samarbejde på tværs af sektorer. Det er der kommet kæmpe succeser ud af i form af blandt andet insulin, høreapparater og stomiposer. Alligevel er spørgsmålet, hvordan vi skaber morgendagens globale succes – og om der er noget, der står i vejen for den udvikling.

Interview med Lars Fruergaard Jørgensen, forperson for Healthcare Denmark

Hvad kendetegner de sundhedssystemer og økosystemer, der lykkes med at skabe global impact i life science?

“De systemer, der lykkes, har én ting til fælles: De formår at få hele værdikæden til at hænge sammen – fra forskning til patient. Det kræver en langsigtet retning, hvor investeringer i sundhed og innovation tænkes over årtier.

Det kræver tætte koblinger mellem klinik, forskning og industri, så nye løsninger ikke stopper i laboratoriet, men når helt ud til patienterne. Og det kræver tillid – særligt når det gælder brug af data og samarbejde på tværs af sektorer.

Forskellen er i virkeligheden ikke, hvem der kan udvikle ny viden, men hvem der formår at implementere og skalere den.”

Hvilke styrker har Danmark i den sammenhæng – særligt i et inter nationalt perspektiv?

“Danmarks styrke er, at vi har opbygget et system, hvor det faktisk er muligt at gå fra idé til implementering. Vi har unikke sundhedsdata, stærke kliniske miljøer og en lang tradition for offentlig-privat samarbejde. Det betyder, at nye løsninger ikke blot bliver på papiret, men kan testes og tages i brug i praksis.

Det er også derfor, at internationale aktører kigger mod Danmark. Ikke fordi vi er størst, men fordi vi er dygtige til at få systemet til at hænge sammen. Det er i sidste ende afgørende for, om innovation skaber reel værdi for patienterne.”

Europa har i de senere år haft stort fokus på konkurrenceevne. Der peges blandt andet på udfordringer med kapital, innovation og fragmenterede beslutningsstrukturer. Hvad ser du som de vigtigste strukturelle barrierer, for at Europa kan omsætte stærk forskning til globalt konkurrencedygtige løsninger – og hvilke barrierer har vi i Danmark?

“Europa har et stærkt udgangspunkt inden for forskning, men halter bagefter, når det gælder skalering. To ting er særligt afgørende: For det første manglen på risikovillig kapital i de faser, hvor virksomheder skal vokse globalt. For det andet, at sundhed, erhverv og investering ofte behandles hver for sig, selvom de i praksis hænger tæt sammen.

Konsekvensen er, at innovation i stigende grad omsættes til vækst og produkter andre steder i verden. Hvis ikke det ændrer sig, risikerer Europa ikke blot at sakke bagud, men også at miste evnen til at omsætte sin egen viden til løsninger for patienter.

I Danmark står vi stærkere, men vi er ikke immune over for den samme dynamik. Som et lille land er vi afhængige af, at vores løsninger kan skaleres internationalt – ellers stopper værdiskabelsen for tidligt.”

Hvad kræver det i praksis at skabe bedre sammenhæng mellem sundhed, innovation og investering, hvis Europa skal styrke sin position globalt?

“Det kræver først og fremmest et skifte i perspektiv, hvor sundhed ikke kun ses som en omkostning, men som en investering i både samfund og konkurrenceevne. Men det kræver også mere konkrete greb. Vi skal blive bedre til at koble de miljøer, hvor viden opstår, med dem, der kan bringe løsningerne ud i verden.

I dag er udfordringen ikke mangel på analyser, men mangel på beslutninger og klare prioriteringer.

Hvis Europa skal styrke sin position, kræver det en mere sammenhængende tilgang, hvor regulering, innovation og investering arbejder i samme retning, så vores styrker omsættes til reel værdi for patienter og samfund.”

Interviewet er bragt i Magasinet med.: Life science – det guldæg, danskerne ikke kender.