Sisse Øverup er det uundværlige bindeled, der skaber en retning for kliniske forsøg på tværs af lande og partnere. Og så er hun et af de mange mennesker, som hver dag arbejder dedikeret med klinisk forskning i lægemiddelindustrien og er med til at bane vejen for fremtidens behandlinger.
En projektleder, der har det forkromede overblik, og som driver store globale kliniske lægemiddelforsøg fremad.
Det er en god måde at beskrive rollen som Global Trial Manager i en lægemiddelvirksomhed på.
For Sisse Øverup er overblik nemlig et absolut must i hverdagen, når den kliniske forskning skal udføres i praksis.
Efter netop at have afsluttet et klinisk forsøg, der involverede hele 140 hospitalsafdelinger (forsøgssites) i 14 lande, har Sisse Øverup nu kastet sig over nye store forsøg, der også vil foregå i mange lande.

Limen, der binder funktioner sammen
Som Global Trial Manager i Lundbeck er det Sisses opgave at sikre, at planlagte tidsfrister i de store globale kliniske lægemiddelforsøg overholdes, at budgetterne ikke skrider, og at kvaliteten af forsøgene er i top. Sisse sørger for fremdrift, styring og koordinering af alle trin i det kliniske forsøg; fra protokolskrivning og opstart af de første forsøgssites til sidste patient er færdigbehandlet, og forsøget lukker ned.
Sisse er limen, der forbinder alle afdelinger og funktioner – internt og eksternt – og som sørger for, at alle, der er involveret i det kliniske forsøg, arbejder i samme retning. Hun har overblikket og ansvaret for at alle operationelle forhold omkring forsøget er på plads.
Det hele startede med et vikariat
Som uddannet sygeplejerske arbejdede Sisse i to år på Hvidovre hospital på hjerteafdelingen. Via et vikariat som projektsygeplejerske blev interessen for de kliniske forsøg vakt, og siden 2008 har hverdagen været fyldt med projektledelse af store globale kliniske forsøg først hos Pfizer og gennem de sidste 18 år hos Lundbeck. Og hun har ikke set sig tilbage siden.
”Jeg nyder at have en travl og meget varieret arbejdsdag, hvor jeg har mange kontakter med en masse forskellige mennesker, både internt i Lundbeck og med hospitaler, datterselskaber og eksterne samarbejdspartnere overalt på kloden. Så nej, jeg overvejer ikke at vende tilbage – det er alt for spændende, det jeg laver nu”, fortæller Sisse.
Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde?
”Dynamikken og det faktum, at jeg sjældent keder mig. Og så at jeg har stor indflydelse på at beslutte og styre alt det praktiske omkring store globale kliniske forsøg – fra start til slut. Det er super motiverende at have en central rolle i hele processen.”
Vi hylder mennesket bag den kliniske forskning!
Med kampagnen #mennesketbag ønsker Lif sammen med en bred kreds af partnere at sætte spot på de mennesker, der i forskellige roller, bruger deres viden og tid på at udvikle fremtidens behandlinger og sikre et stærkt og bæredygtigt sundhedsvæsen.
Bag kampagnen står Dansk Selskab for Ergoterapi, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Sygepleje Selskab (DASYS), Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber, LVS, Medicoindustrien, Pharmadanmark, Trial Nation og Lif.

