
“Vejen er banet for behandlinger i verdensklasse og sunde virksomheder,” siger Lif’s koncernchef Ida Sofie Jensen om ny lov, der gør det muligt for lægemiddelvirksomheder at forhandle med det offentlige om priser på tilskudsmedicin.
Med en ny lov er der vedtaget en forsøgsordning, der gør det muligt for lægemiddelvirksomheder at aftale fortrolige rabatter på tilskudsmedicin i Danmark.
Det betyder, at det offentlige og lægemiddelvirksomhederne kan forhandle rabatter, der sikrer danskerne tilskud til køb af de nyeste og bedste lægemidler. Håbet er, at mere apoteksmedicin i fremtiden bliver tilgængeligt og billigere for borgerne, netop fordi borgerne kan få tilskud til lægemidlet.
Hos Lif ser man det som en god mulighed for, at flere innovative lægemidler kan få tilskud, så danske patienter kan få de bedste priser, uden at det påvirker virksomhedernes markedsvilkår i andre lande.
”Lovforslaget om fortrolige rabatter og priser er en sand nyskabelse på det danske lægemiddelmarked. Og det er godt nyt for patienterne, som i forsøgsperioden kan få lettere og hurtigere adgang til ny innovativ apoteksmedicin,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif og fortsætter:
“Det er også godt for sundhedsvæsenet, som kan tilbyde befolkningen ny medicin og samtidig ligge fornuftigt i forhold til udgifterne. Og endeligt er det godt for lægemiddelvirksomhederne, der kan tilbyde behandling til fortrolige priser på et lille marked som det danske, uden at ændre markedsvilkårene på alle andre markeder. Vejen er banet for behandlinger i verdensklasse og sunde virksomheder, der skaber vækst og velstand i Danmark,” siger Ida Sofie Jensen.
En af knasterne i lovforslaget har været, at de innovative originalproducenter skal kompensere regionerne for en del af salget af lægemidler, der stammer fra parallelimporten fra andre lande, siger Ida Sofie Jensen:
”Imidlertid ser det heldigvis ud til at blive løst ved, at denne kompensation i forhandlingsprocessen ifølge lovbemærkningerne kan gøres meget lille. Men derfor er det stadig besynderligt, at regeringen mener, at det er fair, at nogle virksomheder skal medfinansiere andre virksomheders salg. Forhåbentligt vil muligheden for enmeget lav grad af parallelimportkompensation være reel og gøre, at de forskningsbaserede originalvirksomheder vil søge forsøgsordningen med fortrolige priser. Det ændrer dog ikke på, at parallelimportkompensationen er ulige og unfair konkurrence. Det er trods alt originalvirksomhederne, der forsker og bringer lægemidlerne til markedet.”
Der er tale om en treårig forsøgsordning, som træder i kraft 1. juli 2025 og skal fungere frem til 30. juni 2028. Der vil løbende være en evaluering af ordningen.