
Til en høring på Christiansborg i denne uge efterlyste både patienter, pårørende og sundhedsordførere hurtigere udredning og bedre behandling af demens. Lif bakker op og peger på, at nye behandlinger er på vej, som netop kræver en national plan, der sikrer ressourcer og kapacitet til tidlig udredning, lige adgang til behandling og stærkere støtte til pårørende.
Ældre Sagen, Alzheimerforeningen og tre medicinalvirksomheder samlede tirsdag d. 17. februar en række sundhedsordførere på Christiansborg til en høring om fremtidens demensindsats og den kommende demensplan. Her var der bred enighed om, at borgere skal udredes hurtigere, behandlingen skal løftes markant, og de pårørende skal have bedre støtte end i dag.
Hos Lif ser man høringen som et vigtigt signal om, at Danmark er på vej ind i en ny fase på demensområdet, hvor politiske ambitioner skal kobles tæt sammen med nye medicinske muligheder.
Alzheimers, som rammer over 50.000 danskere og er årsag til mere end halvdelen af alle demenstilfælde, står nu endelig over for et medicinsk gennembrud efter over 20 år uden nye behandlinger.
”Vi står et sted, hvor nye behandlinger er på vej, som giver en reel mulighed for at forsinke sygdomsudviklingen for nogle mennesker med alzheimers. Men potentialet går tabt, hvis vi ikke samtidig får en national plan, der sikrer tidlig og præcis udredning, kapacitet i diagnostikken og klare patientforløb,” siger Louise Broe, politisk chef for sygehusmedicin i Lif.
Lif fremhæver, at hovedparten af patienter i dag diagnosticeres for sent til at drage fordel af de kommende terapier, der allerede nu er til vurdering i Medicinrådet. Derfor bør den nye plan sætte massivt ind med tidlig udredning, nye diagnostiske værktøjer, flere ressourcer og nedbrydelse af stigmaet omkring demens.
”Et stort problem i dag er, at de fleste med demens først opdages i sene stadier af sygdommen. Flere skal udredes, og flere skal have en specifik diagnose, og det skal ske langt tidligere i forløbet, end vi ser i dag. Det er en forudsætning for, at nye behandlinger overhovedet kan komme i spil, og for at vi kan sikre mere lighed i sundhed for mennesker med demens,” siger Louise Broe
Nye toner i demensdebatten
Fra politisk side, bed Louise Broe mærke i, at SF’eren Kirsten Normann Andersen gjorde det klart, at hendes tilgang til demensplanen var, at det skulle være en plan med fokus på behandling:
“Vi er meget enige i, at vi som samfund skal være bedre til at give adgang til behandlinger, særligt på et område hvor der hidtil ikke været behandlingsmuligheder, og der er et stort udækket behov. Målet må være, at det danske sundhedsvæsen skal være med fra starten, så de første behandlinger, der er godkendt i EU, og som er de første i rækken af en række innovative behandlinger af alzheimers, når ud til de danske patienter.”
Udover at høringen var velbesøgt og præget af en stærk grad af enighed på tværs af patienter, pårørende, klinikere og politikere, så blev det ifølge Louise Broe også slået fast igen og igen, at demens er en dødelig hjernesygdom og ikke et resultat af alderdom, som mange måske fejlagtigt tror.
Fra Ældresagen lagde man vægt på, at det faktum skal afspejles i langt højere grad i sundhedsvæsenet håndtering af demens – og fra Alzheimerforeningen lød budskabet blandt andet, at en ny demensplan skal være finansieret, så sundhedsvæsenet bliver gearet til også at kunne bruge nye banebrydende behandlinger.
”I Lif er vi helt på linje med både Ældresagen og Alzheimerforeningen og glæder os over, at budskaberne virker til at vinde genklang hos politikerne. Når ordførere på tværs af partierne alle tydeligt kræver hurtigere udredning, behandling og støtte til demensramte, så er det et godt tegn i forhold til at omsætte ord til handling i den nye plan, der også skal indeholde specifikke indsatser for behandling af demens på sundhedsområdet, og vi tillader os derfor at være forsigtigt optimistiske,” siger Louise Broe.
Statsminister Mette Frederiksen meldte i sin nytårstale ud, at der er en ny national demensplan på vej i 2026.
Lif har flere gange efterlyst et løft af demensbehandlingen i Danmark, og tilbage i december opfordrede Lif til at fjerne de barrierer i systemet, der bremser for brugen af nye behandlingsmuligheder:
Debat: Vi må ikke svigte mennesker med Alzheimers, når der endelig er nye behandlinger på vej
