
Dette debatindlæg er udkommet den 17. december i Sundhedsmonitor
Når der endelig er nye behandlingsmuligheder inden for Alzheimers, er vi forpligtede til at finde løsninger på barrierer i systemet, skriver Camilla Lund Cramer fra Lægemiddelindustriforeningen.
Alzheimers er den hyppigste demenssygdom og står bag mere end halvdelen af alle tilfælde af demens. I Danmark lever omkring 25.000 personer med alzheimers, og der dør omkring 5.000 af demenssygdomme om året, hvilket gør demens til den fjerdehyppigste dødsårsag i landet.
Alligevel har der ikke været nye behandlinger til patienterne i over to årtier.
Det ændrer sig nu. I løbet af de kommende år forventes flere nye lægemidler at blive godkendt, og det første er allerede til vurdering i Medicinrådet 17. december i år.
De nye behandlinger er ikke mirakelkure, og de helbreder ikke Alzheimers. Men de kan påvirke de underliggende sygdomsmekanismer og sætte tempoet ned, så patienterne får mere tid i den fase, hvor de stadig kan klare sig selv.
For de mennesker det handler om og deres pårørende, er det fuldstændig uvurderligt.
Derfor var det også beskæmmende at læse i pressen i slutningen af november, at Danske Regioner erkender, at det bliver svært at finde ressourcer nok til demensområdet.
Det burde nemlig være godt nyt, faktisk fantastisk nyt. Men når de første reaktioner på så stort et gennembrud for patienterne er bekymringer om kapacitet, er det dybt bekymrende.
For selvfølgelig kræver nye behandlinger investeringer, både i uddannet personale, i scanningskapacitet og i strukturer, der kan understøtte en tidlig diagnose. Når der endelig er nye behandlingsmuligheder inden for alzheimers, er vi forpligtede til at finde løsninger på barrierer i systemet. Og mangel på kapacitet må ikke være årsag til, at vi ikke gør noget.
Det er en bunden opgave, som sundhedsvæsenet og politikerne er nødt til at løfte.
Afgørende med tidlig diagnose og mindre stigma
Samtidig er det vigtigt at understrege, at de første lægemidler på vej til Alzheimers kun er relevante for en begrænset gruppe patienter i de tidlige stadier af sygdommen.
Det store problem i dag er, at hovedparten af patienterne først bliver diagnosticeret i de sene stadier af Alzheimers.
Derfor er der brug for et langt større fokus på tidlig udredning og bedre information, både til patienter, pårørende og de klinikere, der møder dem i hverdagen. Og at vi bruger de nye diagnostiske værktøjer, der også er på vej, og som forhåbentlig kan være med til at lette diagnosticeringen.
Det er også helt afgørende, at der bliver sat massivt ind på at få nedbrudt den stigma, som demenssygdomme er omgærdet af. Både overfor de læger og sundhedspersonale, der møder borgere og deres pårørende, når de mistænker en tidlig demens. Men også overfor befolkningen, så der kommer en større opmærksomhed om, at det er vigtigt med en tidlig diagnose.
I september i år anerkendte FN demens som en kronisk sygdom. Og som en vigtig global prioritet for folkesundheden på linje med blandt andet hjertekarsygdomme, KOL og kræft.
Det er på tide at anerkende, at Alzheimers er en sygdom, som man dør af, og som ikke er en naturlig del af at blive gammel. Og at mennesker med Alzheimers også fortjener behandling af høj kvalitet og adgang til de nye innovative behandlinger, som kan gøre en forskel.
I Lif siger vi ikke, at det er nemt. Opgaven er stor. Men som velfærdssamfund er det også en opgave, som vi er forpligtet til at finde løsninger på.
Vi må ikke svigte mennesker med Alzheimers. Og vi må slet ikke give op, inden vi overhovedet er kommet i gang.
