Videre til indhold

Lif lancerer vaccineudspil: Danmark halter bagud på vaccineindsatsen

Svært gennemskuelige vaccinationstilbud og langsom offentlig vurdering af nye vacciner. Danmark halter bagud, når det kommer til at udnytte vacciners fulde potentiale. Det mener Lif, der i dag lancerer en række konkrete anbefalinger til, hvordan vi styrker fremtidens vaccination i Danmark.

Vaccination er et af de største medicinske fremskridt i verdenshistorien. Vaccination har gjort det muligt at beskytte os mod alvorlige sygdomme som kopper, polio og mæslinger, og i dag er livmoderhalskræft næsten udryddet blandt unge kvinder i Danmark.  

I Danmark er vaccination en hjørnesten i forebyggelsesindsatsen, men vi udnytter ikke det fulde potentiale ved vaccination og er langt fra gearet til de nye vacciner, som er på vej.  

Det mener Lif – Lægemiddelindustriforeningen, der i dag lancerer et vaccineudspil med en række konkrete anbefalinger til fremtidens vaccinationsindsats. 

“Selvom vaccination er et af de mest effektive forebyggelsestiltag, der findes, så udnytter vi slet ikke potentialet fuldt ud i dag. Vacciner er ikke kun for børn eller ældre, de bør bruges mere målrettet gennem hele livet. Vi skal tænke vaccination systematisk ind i forebyggelsen på tværs af hele sundhedsvæsenet,” siger Tyge Arnold Canto Larsen, chefkonsulent for vaccineområdet i Lif.    

Vaccination kan blive et vigtigt redskab til at håndtere nogle af vor tids største sundhedsudfordringer ved at aflaste sundhedsvæsenet og forebygge antibiotikaresistens. Samtidig kan vacciner skabe en række samfundsøkonomiske gevinster. 

Alligevel bliver mange danskere hvert år indlagt eller må blive hjemme fra arbejdet, fordi de er syge med en sygdom, man kan vaccinere mod.   

Selvom vaccination er et af de mest effektive forebyggelsestiltag, der findes, så udnytter vi slet ikke potentialet fuldt ud i dag. Vacciner er ikke kun for børn eller ældre, de bør bruges mere målrettet gennem hele livet.

Barrierer for danskernes adgang til vacciner 

Ifølge Lif går sundhedsmyndighedernes vurdering af nye vacciner for langsomt, og synet på gevinsterne ved vaccination er for snævert. Vaccination bør i højere grad ses som en langsigtet investering ved at lægge større vægt på de afledte effekter og besparelser i både sundhedsvæsenet og samfundet.  

Mange ved ikke, at de har mulighed for at få tilskud til vacciner, hvis de for eksempel har en kronisk sygdom.

”Sundhedsmyndighederne har begrænsede ressourcer, og det nuværende system spænder ben for en effektiv og fleksibel forebyggelsesindsats. Det kræver ofte en særskilt bevilling på finansloven at få gennemført en vurdering af en vaccine. Det betyder, at der kan gå flere år, inden borgerne får adgang til nye vacciner. Det er ikke holdbart,” siger Tyge Arnold Canto Larsen.  

Han peger også på, at vaccinationstilbud ikke altid når ud til dem, der har brug for dem, såsom ældre og personer med kroniske sygdomme. Nye tal viser, at kun 40 % af danske diabetespatienter og 45 % af hjertepatienter under 65 år blev vaccineret mod influenza i 2022–23 – trods klare anbefalinger. Til sammenligning var tilslutningen for de 65+-årige hele 81 pct.

I 2025 blev kun 5,6 % af KOL‑patienterne vaccineret mod RS‑virus, selvom de kan få tilskud. 

 “Vi har i Danmark en lang tradition for nationale vaccinationsprogrammer med generelt høj tilslutning og stor tillid i befolkningen. Men vi ser en markant lavere tilslutning hos risikogrupper under 65 år, da de ikke modtager et invitationsbrev fra sundhedsmyndighederne. Mange ved ikke, at de har mulighed for at få tilskud til vacciner, hvis de for eksempel har en kronisk sygdom. Der er behov for klare anbefalinger, øget information og nem adgang tæt på borgerne,” siger Tyge Arnold Canto Larsen.  

Det kræver ofte en særskilt bevilling på finansloven at få gennemført en vurdering af en vaccine. Det betyder, at der kan gå flere år, inden borgerne får adgang til nye vacciner. Det er ikke holdbart. 

Vaccinerevolution i gang 

Samtidig er udviklingen på vaccineområdet i hastig fremdrift. Nye vacciner og innovative teknologier – herunder mRNA teknologi – rummer store potentialer for at forebygge sygdom mere effektivt i fremtiden.Der er over 300 nye vaccinekandidater under udvikling, både forbedringer af eksisterende vacciner og nye muligheder for at forebygge flere sygdomme. Det gælder fx seksuelt overførte sygdomme som klamydia, herpes og HIV, tarmsygdomme som norovirus og salmonella samt resistente bakterier. 

”Det går rigtig hurtigt på vaccineområdet lige nu, men vi er ikke klar til at gribe mulighederne i Danmark.  Vi skal have en mere ambitiøs tilgang, hvis vi vil sikre en effektiv brug af både eksisterende og kommende nye vacciner til at beskytte danskerne bedst muligt. Med Lifs udspil kommer vi med vores bud på, hvordan vi skaber en mere effektiv, fleksibel og fremtidssikret vaccinationsindsats til gavn for os alle sammen.” 

Læs hele udspillet her.

Læs Lifs fulde anbefalinger her.

Lifs 4 overordnede anbefalinger til fremtidens vaccination i Danmark


1: Vurderingen af vacciner skal være mere effektiv og have fokus på de samlede gevinster.

2: Der skal være bedre adgang til vaccination og målrettede indsatser for at øge tilslutningen.

3: Vaccination skal tænkes ind i strategier og indsatser på sundhedsområdet.

4: Datadrevet opfølgning og forskning bør styrkes.