Videre til indhold

Lif glæder sig over nyt fokus på konkurrencekraft og MFN-taskforce 

Det er meget opløftende, at en ny regering i både oprettelsen af nye ministerier og genbekræftelsen af MFN-taskforcen har fokus på konkurrencekraft og vækst i en global usikker tid, siger adm. direktør i Lif, Thomas Senderovitz.

Da den daværende regering i januar lancerede en MFN-taskforce, blev den mødt med stor applaus i Lif. Og samme glæde lyder nu, da taskforcen er blevet genbekræftet i et nyt regeringsgrundlag. 

“Danmark er en af verdens stærkeste life science-nationer, men vi opererer på et globalt marked, hvor rammevilkår og investeringsvilkår bliver stadig vigtigere. Derfor er det et meget vigtigt signal, at regeringen anerkender de geopolitiske udfordringer, som life science-industrien står over for, ved at følge op på taskforcen”, siger Thomas Senderovitz.   

Taskforcen har til opgave at følge og analysere konsekvenserne af den amerikanske administrations Most Favored Nation- politik og danne rammen for drøftelse af konkrete forslag til, hvordan truslen kan imødegås. 

Life science har så afgørende betydning for dansk samfundsøkonomi, og dette vidner om, at man i langt højere grad kommer til at have fokus på netop at forbedre konkurrenceevnen …

Thomas Senderovitz ser også frem til et godt og tæt samarbejde med den nyudnævnte sundhedsminister Ida Auken (S) om de vigtige dagsordener på sundhedsområdet og en sikker implementering af sundhedsreformen.

Den nye regerings oprettelse af nye ministerier, så som et erhvervs- og konkurrenceministerium med Martin Lidegaard (RV) i spidsen samt et skatte- og vækstministerium ledet af Jakob Engel-Schmidt (M), vækker også glæde hos Thomas Senderovitz.  

“Det er skridt i den helt rigtige retning. Life science har så afgørende betydning for dansk samfundsøkonomi, og dette vidner om, at man i langt højere grad kommer til at have fokus på netop at forbedre konkurrenceevnen og sikre gode forhold for vækst i dansk økonomi. Det er et samarbejde, vi i Lif på alle måder vil bidrage til, og jeg vil gerne byde alle de nye ministre varmt velkommen,” siger Thomas Senderovitz. 

Siden 2019 har lægemiddelindustrien stået for næsten hele produktivitetsvæksten i Danmark.

LÆS: Regeringen sender et stærkt signal om Danmarks ambitioner som life science-nation