Videre til indhold

Leder: Hvorfor betyder det noget, at vi ved, hvad life science er?

Danskerne ved, hvad bacon, vindmøller og Lego er. Vi ved, hvad dansk design står for, og vi ved, hvorfor vi er stolte af vores grønne teknologi. Men hvad med life science?

Lederen er bragt i Magasinet med. – Life science: Det guldæg, danskerne ikke kender

Men når det kommer til den sektor, der i stigende grad holder hånden under dansk økonomi og samtidig former fremtidens sundhedsvæsen, bliver mange danskere tavse. Life science.

Næsten halvdelen af danskerne ved ikke, hvad begrebet dækker over. Det viser en ny undersøgelse fra Voxmeter gennemført for Lif. Svarene spænder fra ’Novo Nordisk’ til ’hippier og krystaller’, ’kvaksalveri’ og ’varm luft’. Det er både tankevækkende og problematisk, for ud over at være en af hjørnestenene i vores sundhedsvæsen er life science blevet en af de vigtigste drivkræfter i dansk økonomi.

Det paradoks bør bekymre os. Ikke fordi alle danskere nødvendigvis skal kunne redegøre for forskellen mellem bioteknologi og medikoteknik. Men fordi det er svært at bakke op om noget, man ikke forstår betydningen af.

Som professor i marketing, branding og forbrugeradfærd Oliver Schnittka siger i magasinet: ”Det er svært for politikere at investere i noget, som skatteyderne ikke umiddelbart kan se værdien af.”

Måske starter udfordringen et helt andet sted: i sproget. ’Life science’ er blevet et teknokratisk samleord, som mange danskere ikke kan spejle sig i. Dansk Sprognævn foreslår ord som ’biovidenskab’ eller ’bio- og sundhedsvidenskab’. Måske skal vi finde et bedre ord? Det kan også være, at det er mindre vigtigt, hvad vi kalder det, end at vi begynder at fortælle historien bedre.

For Danmark er allerede en life science-nation. Også selv om mange endnu ikke ved det. Ikke fordi hele vores økonomi hviler på én sektor, men fordi life science i dag er tæt vævet sammen med vores velstand, vores velfærd og vores internationale position.

Det er ikke småting. Og det er på tide, at vi med stolthed betragter os som en life science-nation.

med. 36

Life Science: Det guldæg, danskerne ikke kender

med. 36