
Hvis det står til David Dreyer Lassen, rektor ved Københavns Universitet, og Rasmus Møgelvang, hospitalsdirektør, Rigshospitalet, bliver Innovation District Copenhagen (IDC) et mekka, som investorer, ingeniører, kreative hjerner, professorer og virksomheder i fremtiden vil tiltrækkes af, på samme måde som de i dag flokkes om Kendall Square i Boston.
“Jeg drømmer om, at vi kommer derhen, hvor det ikke er nødvendigt at forklare, hvad Innovation District Copenhagen (IDC) er. At det intuitivt er Nordeuropas kraftcentrum for innovation,” siger Rasmus Møgelvang.
Vi befinder os på David Dreyer Lassens rektorkontor på København Universitet i en samtale mellem to bærende kræfter, når det kommer til skabelsen af innovationsdistriktet i København. De to kender efterhånden hinanden særdeles godt, fordi de begge blandt andet var involveret i forløberen til Innovation District Copenhagen, nemlig Copenhagen Science City.
De har hinandens telefonnumre og tøver ikke med at ringe, hvis der er behov for det. Og på reolen står den gave, som David Dreyer Lassen fik fra Rigshospitalet, da han i marts i år tiltrådte som rektor: Fem hvide kopper med sorte bogstaver, der tilsammen illustrerer forholdet mellem de to institutioner RH X KU.
“Hey, hvordan går det”
De to mænd deler en række visioner for IDC og bruger ord som bump-in factor og ’kaffemaskineeffekt’.
”De steder, hvor der er velfungerende innovationsdistrikter, er der en følelse af, at alt er åbent, og så støder man ind i spændende mennesker. Lige nu er miljøerne for lukkede her. Jeg har brug for mere åbne miljøer og en fælles kantine, hvor man mødes og siger: ’Hey, hvordan går det med det projekt, jeg hørte om for et halvt år siden’,” siger David Dreyer Lassen.

Selve det område, der udgør IDC, er ikke helt klart defineret. Men det tager sit udspring i Rigshospitalet og inkluderer Panum, Nørre Campus og Københavns Professionshøjskole og bevæger sig mod Haraldsgadekvarteret.
Også DTU er en del af IDC, selvom det ligger i Lyngby, og bidrager med et stærkt innovations- og entreprenørskabsmiljø med fokus på startups og virksomhedssamarbejde. Der arbejdes på, at tilknytningen til området skal styrkes med fælles faciliteter på eller ved Rigshospitalet.
”Det er ikke tilfældigt, at Kendall Square ligger rundt om MIT (Massachusetts Institute of Technology). Og det er ikke tilfældigt, at de engelske innovationsdistrikter ligger rundt om Cambridge og Oxford. Det er, fordi den bedste innovation kommer fra den allerbedste forskning. Det er ikke substitutter – de komplementerer hinanden. Den forståelse er ikke nået ind på alle institutter eller i alle hjørner. Og det skal vi have frem,” siger David Dreyer Lassen.
Læs også: Dansk Erhverv, Dansk Biotek og Lif: Styrk rammerne for IDC
Læs også: Kronik: Dansk innovationshub halter bagud på investeringer
Innovationsforsøg skal honoreres
“Og derfor vil innovationskulturen på sigt blive forandret på universiteterne,” siger David Dreyer Lassen. Han kan ikke svare på, om det vil tiltrække andre studerende på sigt:
“Med de nye reformer er det svært at sige, hvad vi får af studerende. Men det vil være fair at sige, at DTU tiltrækker flere, der tænker innovation fra starten. Og det er måske meget godt, de gør det. På KU kan det godt være, at de studerende ikke tænker på innovation, når de kommer ind på universitetet, men de må gerne tænke det, når de går ud,” siger han og uddyber:
“Vi har rigtig mange gode folk, der publicerer i de kliniske tidsskrifter, når de opnår nye resultater. Det skal de blive ved med, men vi har brug for at opbygge samme prestige og incitamentsstruktur omkring innovative resultater. Historisk har der været en modstilling: Enten lavede man grundforskning, eller også lavede man innovation,” siger han og tilføjer, at innovation – uanset om det lykkes eller ej – fremadrettet skal være noget, der i højere grad skal honoreres.
“I dag har vi mål for det, vi plejer at gøre, men hvis vi ikke har mål, når klinikere og forskere prioriterer innovation, kan det se ud som en mangel på CV’et, det skal vi gøre op med,” siger Rasmus Møgelvang.

Flere ser mod Danmark og Europa
Lige nu er der stor interesse for europæisk samarbejde. Der er fokus på økonomisk sikkerhed, og Draghi-rapporten, der alle vegne anerkendes som en solid rapport med de rette løsninger, har været en eye-opener for mange, konstaterer David Dreyer Lassen.
Samtidig har valget af Donald Trump som USA’s præsident fået flere til at rette blikket mod Europa og Danmark.
”Det har i hvert fald ikke gjort det sværere at få dem til at sige: ’Gad vide, om vi ikke skulle samarbejde med Danmark’,” siger Rasmus Møgelvang.
Det kan nemt komme til at lyde som om, at hvis bare forskellige faggrupper med fælles interesser har tilstrækkelige muligheder for at mødes, så springer de innovative ideer ud derfra. Men det er faktisk også sådan David Dreyer Lassen, ser det:
”Der er mange, der siger: ’Hvis ideerne er der, hvis folkene er der, så skal pengene nok komme.’ For penge svømmer rundt og leder efter spændende steder at være. Vores tradition for venturekapital er mindre i Danmark og Europa end i USA.”
Brug for internationale koncerner
”Vi har behov for, at synergien vokser organisk med små startups og idérige kolleger, men vi har også brug for større fonde og kommercielle leverandører, der investerer deres ressourcer i Danmark. En ting er kapital, men det handler også om teknologi,” siger Rasmus Møgelvang.
David Dreyer Lassen supplerer:
”Det ville være fint for distriktet, hvis internationale koncerner lagde udvikling i København. Gerne midt i det hele. Der er superdygtige unge studerende udefra, som gerne vil blive i Danmark, hvis de kan få noget at rive i. Det kunne være penge til den skøre idé. Og hvis vi havde flere med en udviklingsafdeling, kunne de gå over vejen og starte der. Og det vil få den næste virksomhed til at sige: ‘Vi vil ligge i nærheden, for der er gode folk.’ Sådan kunne vi få folk til at blive i Danmark. Men hvis de ikke har det næste job, så rejser de til udlandet. Det handler om at få økosystemet til at virke.”
Rasmus Møgelvang tager over:
“Der, hvor vi har succes med at være pionerer, er der, hvor vi har erkendt, at vi er nødt til at få fat i de allerbedste, selvom de ikke altid er i Danmark. Skal vi være et kraftcentrum, så er ambitionen, at vi skal få de bedste folk til at være med i den kæde. Succes avler succes,” siger han, og David Dreyer Lassen fortsætter:
“Danmark er et godt brand. København er et godt brand. Men det er nemmere for folk at forestille sig, at der sker noget i Kendall Square end i København. Vi har ikke problemer med at rekruttere dygtige folk, men vi har behov for den naturlige strøm, så alle aktører sender deres folk hertil. Vi skal tale om Innovation District Copenhagen, som vi taler om Kendall Square.”
