Videre til indhold

Ida Auken gæster stor innovationskonference i Life Science Huset

Foto, Ida Auken: © Marie Hald, Folketinget.dk

Foto, Ida Auken: © Marie Hald, Folketinget.dk

Sundhedsreformen skal flytte mere behandling tættere på borgerne, men den omstilling lykkes kun, hvis innovation tænkes ind fra start. I slutningen af august samles sundhedssektorens centrale aktører i Life Science Huset for at sætte retningen for fremtidens løsninger.

Fremtidens sundhedsvæsen bliver ikke skabt af én reform, én teknologi eller én aktør alene – det bliver skabt af vores evne til at skabe sammenhæng og løfte i flok.

Derfor samler Lif, Danske Regioner, Lægeforeningen, IDA og Dansk Sygeplejeråd hele sektoren i Life Science Huset mandag d. 31. august for at diskutere, hvordan vi sikrer, at innovation bliver en integreret del af det nære sundhedsvæsen.

I Lif ser man frem til ministerens deltagelse og glæder sig samtidig over, at flere end 200 personer allerede har tilmeldt sig konferencen.

“Det viser, at det er en dagsorden, som optager interessenterne i sundhedsvæsenet. Innovation har været noget stedmoderligt behandlet i sundhedsstrukturreformen. Men forudsætningen for et robust sundhedsvæsen er netop innovation, så vi konstant lærer og afprøver nyt og dermed løbende optimerer behandlingen til gavn for patienterne. Vi skal tænke rammerne for innovation ind helt fra start i udrulningen af den her reform” siger Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif.

Udover sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken (S) kan deltagerne blandt andre møde adm. direktør i Danske Regioner Svend Særkjær, formand for Lægeforeningen Josephine Rathenborg, direktør i Lif Thomas Senderovitz samt formand for IDA Laura Klitgaard.

Gennem oplæg og debatter vil repræsentanter fra kommuner, regioner, hospitaler og life science-industrien sætte fokus på alt fra de nye sundhedsråds rolle og klinisk forskning til konkrete eksempler på nye investerings- og samarbejdsmodeller i praksis.

En enorm omstilling kræver nytænkning

For med Sundhedsreformen op til en markant strukturændring, hvor opgaver og behandlinger skal løses tættere på borgernes hverdag. Men ændrede strukturer gør det ikke alene.

Camilla Lund Cramer, sundhedspolitisk chef i Lif, understreger, at nøglen til succes ligger i evnen til at omstille måden, vi samarbejder på og får nye og bedre løsninger i spil.

“Den forandring, som sundhedsvæsnet allerede er i gang med og skal igennem i de kommende år, er enorm. Vi skal lykkes med den massive omstilling, men det forudsætter, at vi ser på, hvordan vi i endnu højere grad kan styrke samarbejdet om innovation på tværs af sektorer og det offentlige og private, til gavn for både patienter, pårørende og medarbejdere i hele landet. Lige netop det sætter vi fokus på d. 31. august, siger Camilla Lund Cramer

Læs mere og tilmeld dig konferencen her.