Videre til indhold

Godt nyt for patienter med knoglemarvskræft

For første gang viser data fra kliniske for­søg, at en tredjedel af de hårdest ramte patienter med knoglemarvskræft ikke har tegn på sygdommen fem år efter behand­ling med celleterapi.

Denne artikel er udgivet i Magasinet Med. i december 2025, og der kan være sket opdateringer på området siden.

Knoglemarvskræft, også kendt som myelomatose, har længe været en alvorlig kronisk og uhelbredelig sygdom, hvor patienterne kæmper mod tilbagefald og får livslange behandlinger for at holde sygdommen i skak. Med ny CAR-T celleterapi oplever læger i Danmark nu et stort gennembrud i behandlingen.

I efteråret 2024 godkendte Medicinrå­det første gang ansøgningen fra en læge­middelvirksomhed på celleterapien cilta­cabtagene autoleucel til behandling af knoglemarvskræft efter tre tilbagefald. I september 2025 blev den anbefaling ud­videt til også at gælde de patienter, der har haft et tilbagefald inden for et år.

Og det er netop banebrydende resul­tater fra store internationale forskningsstudier, der har banet vejen for at få den nye behandling til Danmark, fortæller Ida Bruun Kristensen, der er overlæge på Hæ­matologisk Afdeling X, Odense Universi­tetshospital, og forperson for Dansk My­elomatose Studiegruppe.

Hvad er ATMP?
Hvad er ATMP?

Genterapi, celleterapi og vævsterapi åbner op for helt nye muligheder for patienter.

”Vi har i øjeblikket nogle meget loven­de resultater for celleterapi, hvor en tred­jedel af patienterne er i en reelt sygdoms­fri tilstand fem år efter bare én behandling. Det her er patienter, som ellers var ved allersidste udvej. Det har vi simpelthen aldrig set før,” siger hun.

Adgangen til celleterapi for patienter med knoglemarvskræft i Danmark betyder, at Ida Bruun Kristensen har patienter, der før var i en evig kamp mod sygdommen og havde en dagligdag med konstant fokus på medicin og bivirkninger, men som nu får en reel behandlingsfri pause.

”Vi taler tit om, at der er mange forskellige grader af at være rask. Men det er klart, at man er meget tæt på at være det, når man hverken mærker sin sygdom, får behandling eller oplever bivirkninger. Så kan jeg faktisk ikke gøre det meget bedre som læge,” siger hun.  

Hun fortæller blandt andet om patienter, som efter behandlingen går rundt og har det godt og smiler igen: ”Jeg havde en patient, som lige havde været ude og cykle 8 km. Han sagde til mig, at det var en dejlig mild behandling, i forhold til hvad han ellers havde prøvet. Det synes jeg jo, siger noget om forskellen.”

Kræver stort logistisk setup

Vejen til den potentielt livsændrende behandling er hverken nem eller hurtig. Den kræver et stort logistisk setup fra høst af patientens egne celler til infusion af de nye genmodificerede celler og en intens overvågning for bivirkninger, hvor patienterne kan være indlagt fra 10 dage til 4 uger – eller mere, hvis der opstår komplikationer.

Med den nye anbefaling i Medicinrådet går man fra nu at kunne tilbyde behand­lingen til omkring 25 patienter til fremover at kunne give den til yderligere 145 patien­ter. Og det er mange patienter, der nu skal gribes af de specialiserede afdelinger rundt omkring i landet.

”Vi skal have sengepladser til dem alle, vi skal have høsttider til hver enkelt patient, og vi skal koordinere med andre afdelinger og med apotekerne, så vi er helt klar. Det er virkelig en krævende og omfattende opgave, men potentialet for patienterne er enormt,” siger Ida Bruun Kristensen.

Hendes store håb for fremtiden er, at nogle af patienterne kan blive sygdomsfri i mere end fem år, måske ti år, hvilket vil være et stort skridt mod helbredende behandling, også selvom det ikke gælder alle. Og så skal man blive ved med at få endnu flere redskaber i værktøjskassen:

”Kræftcellerne prøver jo hele tiden at undslippe behandlingen, og derfor er der også flere CAR-T behandlinger i pipeline mod knoglemarvskræft, som retter sig mod nogle helt andre mål på kræftcellerne,” siger hun.

Knoglemarvskræft rammer i gennemsnit 370 danskere om året.

Ida Bruun Kristensen

Overlæge på Hæ­matologisk Afdeling X, Odense Universi­tetshospital