
Hvordan skaber vi et mere innovativt sundhedsvæsen, og hvordan omsætter vi gode idéer til reel værdi for patienter, klinikere og samfund?
Det var omdrejningspunktet for konferencen om innovation i det næste sundhedsvæsen, som fandt sted i Life Science Huset den allersidste dag i august.
En central pointe var, at innovation ikke bare handler om nye idéer, men om at omsætte ideerne til værdi og løsninger på konkrete problemer. Og om at arbejde struktureret på at dele og skalere de ideer og projekter, der virker lokalt. Innovation skal ikke være et enkeltstående projekt, men en integreret del af sundhedsvæsnet.
Det kræver blandt andet, at vi finder den rette balance i samarbejdet mellem det offentlige sundhedsvæsen og private virksomheder, og at vi bliver skarpe på, hvordan vi måler på værdien af innovation.
Som adm. direktør Thomas Senderovitz sagde i en indledende bemærkning:
“Vi er i en vanskelig tid med hele den geopolitiske situation. Løsningen er det hårde, løbende arbejde med at forbedre og udvikle sundhedsvæsnet. Og det er der fantastiske muligheder i.”











