Videre til indhold

Det skal du vide om Most-Favored-Nation (MFN)

En forkortelse er på kort tid sneget sig ind i vores ordforråd: MFN. Men hvad dækker de tre bogstaver over, og hvorfor skal vi tage det alvorligt?  

#1 Hvad er MFN? 

MFN står for ’Most Favored Nation’. Begrebet er ikke nyt, men Trump-administration har genintroduceret det i forbindelse med lægemidler, fordi USA ikke vil betale mere for lægemidler end en række udvalgte reference-lande herunder europæiske lande som Danmark.  

Rent praktisk betyder det, at USA vil købe lægemidler til de laveste priser blandt disse lande. Det skaber en situation, hvor en lav dansk pris kan få globale konsekvenser for virksomhederne.   

Det er ikke første gang USA har fokus på at sænke medicinpriserne. Under Biden-administrationen blev IRA (Inflation Reduction Act) indført, og med den blev en række lægemiddelvirksomheders priser genforhandlet og sat ned i USA. Den gang er Danmark dog særligt udvalgt som referenceland, og derfor kan det ramme os hårdere.   

Læs også: Derfor er det ikke i Danmarks interesse at være ‘Most Favored Nation’ i USA’s øjne

#2 Hvorfor har den danske pris på lægemidler betydning for et globalt marked?

Priserne for et produkt på det danske marked kan direkte påvirke, hvilken pris produktet får på det amerikanske marked. Danmark er et meget lille marked for lægemiddelindustrien. USA er et af verdens største markeder. Derfor betyder det noget for, om man vil tage en lav pris på det danske marked, hvis det også betyder en lav pris på det amerikanske marked.

#3 Kan MFN få betydning for danske patienter? 

Ja, det kan det. Mange lægemiddelproducenter vil være bange for at lancere i Danmark, hvis de får en lav pris, fordi det vil få betydning for priserne, når de lancerer på større markeder. Det kan i værste fald medføre, at virksomhederne ikke lancerer nye produkter i Danmark og det vil betyde, at danskerne får adgang til langt færre eller ingen nye lægemidler og behandlinger.

#4 Er der produkter, vi allerede nu ved, ikke vil blive lanceret? 

Opdateret 18. februar: Vi ved, at en lang række virksomheder er i alvorlige overvejelser eller har besluttet ikke at lancere nye produkter i Danmark. En virksomhed har allerede nu trukket et produkt fra det danske marked på grund af den globale situation. 

#5 Hvad er konsekvenserne, hvis lægemiddelvirksomhederne ikke lancerer nye produkter i Danmark?

Der er risiko for, at færre virksomheder vil lave kliniske forsøg i et land, hvor de ikke kan lancere nye behandlinger. Færre vil investere i life science-industrien i et land, hvor man ikke laver kliniske forsøg eller lancerer nye behandlinger. Det betyder færre muligheder for at være det land, hvor nye lægemidler bliver udviklet, produceret og solgt fra. Det koster også vækst, arbejdspladser og eksport.  

#6 Hvad kan vi gøre i Danmark?

Regeringen har besluttet at nedsætte en MFN-taskforce, der skal følge og analysere konsekvenserne af den amerikanske administrations politik og danne rammen for drøftelse af konkrete forslag til, hvordan vi kan modstå truslen fra MFN.

Taskforcen sammensættes af relevante repræsentanter fra flere ministerier, industrien og regionerne. 

Læs også: Regeringen nedsætter taskforce: Skal se på konsekvenserne af Trumps ’Most Favored Nation’-princip