Videre til indhold

Midtvejsvalg ændrer næppe det amerikanske pres på lægemiddelpriser

Der er ikke noget der tyder på, at presset på lægemiddelpriserne i USA forsvinder, uanset hvad udfaldet af midtvejsvalget bliver. Det vurderer Lifs adm. direktør Thomas Senderovitz, som har talt med JP Finans om valgets betydning for lægemiddelindustrien.

Den 3. november går amerikanerne til midtvejsvalg. Et demokratisk flertal i Kongressen vil kunne ændre den politiske magtbalance i Washington, men når det gælder den amerikanske prispolitik på lægemidler, forventer Lif ikke et markant kursskifte.

Det skyldes blandt andet, at ønsket om at presse de amerikanske lægemiddelpriser ned ikke begyndte med Donald Trump. Det har været en politisk dagsorden gennem flere amerikanske administrationer. Lifs adm. direktør har talt med JP Finans om midtvejsvalgets betydning for erhvervslivet i Danmark, og her siger han blandt andet.

”I forbindelse med midtvejsvalget taler de fleste om Most Favoured Nation, MFN. Men det er en bevægelse, der startede allerede før den nuværende administration med et klart ønske om at få priserne på lægemidler i USA ned, som vi har set under de to tidligere demokratiske administrationer. Opfattelsen blandt de kilder, vi taler med, er, at det er kommet for at blive,” siger Thomas Senderovitz.

Europa skal se på sine egne rammevilkår

Det betyder også, at Europa ikke kan basere sin life science-politik på en forventning om, at et politisk skifte i USA vil mindske presset.

Selv om det er svært at forudsige, præcis hvad der vil ske med de konkrete aftaler, der er indgået under Trump-administrationen, forventer Thomas Senderovitz ikke, at det grundlæggende pres forsvinder:

”Vi har svært ved at forestille os, at aftalerne indgået som en del af MFN bliver rullet tilbage, og dermed bliver presset på priserne næppe mindre, uanset hvad der sker ved midtvejsvalget.”

Vi har svært ved at forestille os, at aftalerne indgået som en del af MFN bliver rullet tilbage, og dermed bliver presset på priserne næppe mindre, uanset hvad der sker ved midtvejsvalget.

Udviklingen har samtidig gjort en mere grundlæggende ubalance mellem USA og Europa tydeligere. Derfor bør det europæiske svar først og fremmest være at styrke egne rammevilkår for life science.

”Trump-administrationen har gjort nogle underliggende ubalancer tydeligere, men det er ikke noget nyt, at lægemiddelpriserne i USA i mange år har været meget højere, og at amerikanerne har betalt mere for innovation end Europa. Men det kan vi ikke gøre noget ved. Det eneste, vi kan gøre i Europa, er at gøre vilkårene for life science-industrien så gode som muligt,” siger Thomas Senderovitz.

Han peger på den øgede europæiske opmærksomhed på konkurrenceevne som en positiv udvikling:

”Vi tror, at den bevægelse, vi har set mod et Europa, der opper sig i konkurrencen om blandt andet innovation mod både USA og Kina, er klart positiv for både industrien og patienterne. Uanset hvad der sker ved midtvejsvalget, håber vi, at den bevægelse fortsætter.”

Se historien i Finans.dk her.