Nogle sætninger i et regeringsgrundlag lyder tekniske, men kan få store konsekvenser. En af dem handler om fradraget for forskning og udvikling, skriver adm. direktør i Lif, Thomas Senderovitz, i et debatindlæg i Jyllands-Posten.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 28-08-2026
Regeringen vil »justere og målrette fradraget for forskning og udvikling«, så det giver et provenu på ca. 1 mia. kr. for at finansiere en generel lempelse af selskabsskatten.
Det lyder harmløst. Men når staten vil hente 1 mia. kr. på det fradrag, som populært kaldes FoUfradraget, og som skal få virksomheder til at investere mere i forskning og udvikling, bør alarmklokkerne ringe. Det gør de i lægemiddelindustrien, hvor vi står for hele 30 pct. af al privat forskning i Danmark.
For os er spørgsmålet enkelt: Vil regeringen gøre det mere eller mindre attraktivt at placere forskning og udvikling i Danmark?
En ny opgørelse fra OECD viser, at Danmark allerede ligger lavt, når det gælder skattemæssige incitamenter til erhvervslivets forskning og udvikling. Faktisk ligger vi helt nede i bunden som et af de lande, der bruger allermindst på både direkte støtte og skattemæssige incitamenter til forskning og udvikling.
Hvis regeringen vil justere FoU-fradraget, bør målet være klart: Det skal øge – ikke mindske – incitamentet til at placere private forsknings- og udviklingsinvesteringer i Danmark
De senere år har virksomhederne mødt skiftende signaler, midlertidige forhøjelser, politiske justeringer og nu udsigten til endnu en ændring af fradraget for investeringer i forskning og udvikling. Det skaber usikkerhed. Forskning og udvikling planlægges ikke fra finanslov til finanslov, men mange år frem. Ustabile rammevilkår gør Danmark mindre attraktivt.
Samme nye opgørelse fra OECD viser, at skatteincitamenter nu udgør hele 60 pct. af den offentlige støtte til erhvervslivets forskning og udvikling på tværs af OECD-landene, hvilket er mere end en fordobling siden 2004. Det er altså ikke en nicheordning, men et centralt redskab i moderne innovations- og industripolitik.
Mens andre lande bruger skattesystemet til at tiltrække investeringer i ny teknologi og avanceret produktion, lægger Danmark op til at spare på området.
Det er en risikabel prioritering. Danmark vinder ikke på at være billigst. Vi vinder på at være dygtigst. Derfor skal vi gøre det mere attraktivt at lægge de mest videnstunge investeringer her – ikke mindre.
For vores industri er gode incitamenter helt afgørende, for vores investeringer i forskning og udvikling er langsigtede, globale og hårdt konkurrenceudsatte. Når en lægemiddelvirksomhed beslutter, hvor fremtidens forsøgsaktiviteter, udviklingsmiljøer og specialiserede arbejdspladser skal placeres, sammenlignes Danmark med lande, der målrettet forbedrer deres rammevilkår.
Regeringen har udtrykt store ambitioner for dansk forskning, innovation og life science. Det er godt. Men ambitioner skal kunne ses i rammevilkårene. Man kan ikke både ville være en stærkere forskningsnation og samtidig svække incitamenterne til privat forskning og udvikling. Det er i virksomhederne, størstedelen af Danmarks forskning udføres.
Og selvom generelle skattelettelser er fornuftige, bør de ikke finansieres ved at svække et af de få instrumenter, der direkte understøtter virksomhedernes investeringer i forskning og udvikling.
Hvis regeringen vil justere FoUfradraget, bør målet være klart: Det skal øge – ikke mindske – incitamentet til at placere private forsknings- og udviklingsinvesteringer i Danmark. Ellers er der ikke tale om målretning, men om en besparelse på den innovation, som vi skal leve af i fremtiden.
Danmark har hårdt brug for flere private forskningsinvesteringer, flere højproduktive arbejdspladser og flere globale virksomheder, der vælger os til, ikke flere grunde til at vælge os fra.
Derfor bør regeringen tænke sig grundigt om. For det kan blive rigtig dyrt, hvis prisen er færre investeringer i den forskning og udvikling, som Danmarks fremtidige velstand og velfærd skal bygges på.