Skal papirindlægssedlen erstattes med en digital version? Det spørgsmål er en række danske apotekskunder blevet stillet i en undersøgelse, som Københavns Universitet, Danmarks Apotekerforening og Lif står bag. Download den her.
Baggrunden for undersøgelsen er, at et forslag fra Europa-Kommissionen i forbindelse med den igangværende revision af EU’s lægemiddellovgivning lægger op til, at landene i fremtiden selv skal afgøre, om indlægssedler skal være elektroniske eller i papirformat.
Undersøgelsen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse blandt apotekskunder i perioden 1. marts til 30. april 2024. Spørgeskemaet er udfyldt på apoteket i forbindelse med køb af lægemiddel. Det er farmaceutstuderende fra Københavns Universitet, som har stået for dataindsamlingen. I alt er der indsamlet 545 besvarelser – heraf 25 fra patienter på hospital.
LÆS OGSÅ: Flertal af apotekskunder er klar til elektroniske indlægssedler
Hovedpointer fra analysen
- 64 procent mener, at det er en god eller meget god idé at erstatte den fysiske indlægsseddel med en elektronisk version
- 90 procent har en mobiltelefon, der kan scanne QR-koder, som man ville kunne benytte til den elektroniske indlægsseddel
- 14 procent angiver, at de altid læser indlægssedlen – 29 procent læser den aldrig
- 39 procent svarer, at de fortsat ønsker at få informationen på papir, hvis den trykte indlægsseddel afskaffes
- Af de adspurgte, der fortsat ønsker en printet version af indlægssedlen, svarer 65 procent, at de ønsker den udleveret af apotekspersonalet, 19 procent vil bruge en selvbetjent printer på apoteket, og 19 procent vil printe derhjemme.
