Videre til indhold

Årets life science leder advarer mod dansk selvtilfredshed

Tidligere i år blev Christina Lindved som adm. direktør i SSI Diagnostica Group kåret som årets life science leder. Med en virksomhed, der er placeret i både USA, Kina og Danmark, ser hun tydeligt, hvad vi gør godt herhjemme, og endnu mere tydeligt, hvor vi har alvorlige udfordringer.

Artiklen er bragt i Magasinet med. – Life science: Det guldæg, danskerne ikke kender

Sygdommens vej til at ødelægge en krop, fascinerede Christina Lindved, da hun var ung, og førte til, at hun valgte at ud danne sig til medicinsk biolog for via diagnostik at blive klogere på sygdommene.

Og netop fokus på diagnostik har ført hende langt. Både i bogstaveligste forstand, hvor hun i en meget stor del af sit liv har boet og arbejdet i udlandet, men også langt i en karrieresammenhæng.

For kort tid siden blev hun kåret af headhuntervirksomheden Albright Partners til årets life science-leder som adm. direktør i SSI Diagnostica Group.

En virksomhed, der i 2016 blev solgt fra Statens Serum Institut til en kapital fond, og hvor Christina Lindved i første omgang var involveret gennem due diligence-processen, siden sad hun i bestyrelsen og var med til at skalere forretningen gennem en række strategiske opkøb – og i 2023 overtog hun posten som adm. direktør med ansvar for at udvikle en klar strategi for virksomheden.

I dag har virksomheden 600 ansatte fordelt i henholdsvis Hillerød, USA og Kina. Og hvis du ikke kender virksomheden, er det faktisk rigtig godt, mener Christina Lindved:

“Best case er, at du aldrig hører om os . Når vi har succes, lægger patienten ikke mærke til os. Som patient oplever man ofte sygdom som en meget direkte rejse fra symptomer til behandling. Men der er et afgørende skridt imellem – diagnosen. Det er her, vi kommer ind. Vi er bro en mellem symptomer og behandling og sikrer, at den rette diagnose leder til den rette behandling.”

Strategiske opkøb

Noget af det, Christina Lindved især er lykkedes med, er at skalere virksomheden ved at bruge opkøb strategisk – ikke bare til vækst, men til at skabe konkrete synergier.

Et eksempel er opkøbet af det amerikanske selskab TechLab, som gav adgang til et omfattende salgsnetværk i USA. På den måde kunne et danskudviklet diagnostisk produkt pludselig nå ud til omkring 2.000 hospitaler via 25 sælgere.

“Det er et godt eksempel på, hvordan man bruger et opkøb aktivt. Vi kobler vores produkter sammen med en eksisterende platform og skaber reel værdi,” forklarer hun. Samtidig har Christina Lindved fast holdt en klar strategisk linje: Virksomheden skal vokse inden for det, den allerede er god til – diagnostik af infektionssygdomme.

Vi har en idé om, at vi har verdens bedste sundhedsvæsen. Det har vi ikke – i hvert fald ikke, hvis vi sammenligner os med resten af verden.

Når Christina Lindved ser på Danmark som life science-nation, peger hun på én udfordring, der overskygger de fleste andre: de regulatoriske rammer.

Især implementeringen af IVDR (In Vitro Diagnostic Regulation) har ifølge hende haft markante konsekvenser.

“Det er blevet så bureaukratisk tungt og dyrt, at jeg har svært ved at se fordelen ved at investere i produkter til det europæiske marked. Derfor er der også tilfælde, hvor vi vælger ikke at lancere produkter i Europa. For os er det en langt større hurdle end at ansøge hos FDA i USA,” siger hun.

Hun peger på, at det i dag ofte er både billigere og hurtigere at få produkter på markedet i USA end i EU. “Investeringscasen er simpelthen bedre i USA, lavere omkostninger, mindre kompleksitet og højere afkast,” siger Christina Lindved.

Konsekvensen er ikke kun en udfordring for virksomhederne – det er den også for patienterne. “Det går i sidste ende ud over patienterne, som får færre valgmuligheder uden nødvendigvis at vide det,” siger hun.

Og netop den manglende synlighed af konsekvenserne er ifølge Christina Lindved en del af problemet. “Vi har meget at være stolte af herhjemme. Vi er gode til at tiltrække højt specialiseret arbejdskraft og har en solid tradition for forskning og innovation,” siger hun og fortsætter:

“Jeg bliver nok lidt upopulær ved at sige det, men jeg mener helt klart, at der er en naiv tilgang til det danske sundhedsvæsen. Vi har en idé om, at vi har verdens bedste sundhedsvæsen. Det har vi ikke – i hvert fald ikke, hvis vi sammenligner os med resten af verden,” siger hun.

Kinesisk ensretning

Og Christina Lindved har efterhånden lidt at sammenligne med. Tilbage i 2020 købte SSI Diagnostica Group den amerikanske virksomhed CTK, som har produktionsfaciliteter i Kina. Og det er to meget forskellige tilgange at drive life science-virksomhed på i Europa og i Kina:

“I EU gør alle lande, hvad der passer dem. Det er meget fragmenteret i EU. Og det er ikke til vores fordel, når det kommer til sundhed,” siger Christina Lindved og fortsætter:

“I Kina er alle life science-selskaber samlet i én region uden for Beijing. De skal ligge dér, og hvis du arbejder i en af virksomhederne, skal du også bo der. Det viser en klar intention om, hvad man vil,” siger Christina Lindved.

“I EU har vi en holdning til alt, men vi binder os ikke til noget som helst,” siger Christina Lindved.

Når tiden er til det, vil hun gerne påvirke den europæiske retning inden for life science. Foreløbig har hun et råd, som hun selv har benyttet sig af i SSI Diagnostica Group.

“Vi er i virksomheden blevet gode til at stille skarpt på: Hvad er den ene ting, vi forsøger at løse. Og det er det, vi bruger vores tid på. At forsimple det, vi for søger at løse. Det hjælper med at fjerne støjen,” siger hun og føjer endnu et godt råd til listen.

“Jeg omgiver mig med en bestyrelse og med ledere, der repræsenterer, hvor vi skal hen. Ikke hvor vi er.”