Danske Regioner har offentliggjort deltagerne i den ekspertgruppe, der skal følge den længe ventede evaluering af Medicinrådet. Her var der mulighed for at hente inspiration fra flere lande med hurtigere og bredere adgang til ny medicin, men det har man ikke valgt at gøre, skriver Louise Broe.
Debatindlægget er bragt i Altinget Sundhed d. 23-09-2026
Der er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent Danske Regioner og Medicinrådet ønsker at sammenligne sig med Norge, når det gælder adgang til nye lægemidler.
Norge er et yndet land til sammenligning og som reference, når vi herhjemme skal diskutere Medicinrådets opgave. Nemlig at vurdere, hvilke nye behandlinger det offentlige sygehusvæsen skal tilbyde patienterne.
Senest har Danske Regioner offentliggjort deltagerne i den ekspertgruppe, der skal følge den længe ventede evaluering af Medicinrådet, som nu er i gang.
Her var der mulighed for at hente inspiration fra flere lande, også lande med hurtigere og bredere adgang til ny medicin. Men det er ikke den retning, Danske Regioner har valgt. Der er udpeget én udenlandsk repræsentant – fra Norge.
Det kan der være gode faglige grunde til. Men det rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvorfor er det Norge, vi igen og igen bruger som forbillede?
Et forbillede med begrænsninger
Norge er på nogle områder et relevant land at lære af. Men Norge er også et land, hvor patienter ofte venter længere på nye innovative behandlinger.
I den nyeste opgørelse for adgang til nye innovative lægemidler, den såkaldte WAIT Indicator survey, ligger Danmark på en 9. plads. Først nede på en 21. plads finder vi Norge, hvor der kun er adgang til 37 procent af de nye innovative lægemidler.
Tyskland og Østrig med flere fremhæves som lande, hvor adgangen er noget bredere. Hvorfor bruger vi ikke i højere grad de lande, der ligger i toppen, som pejlemærke?
Alle sundhedsvæsener skal prioritere. Men det er et politisk valg, hvilke hensyn der skal veje tungest, når ny innovativ medicin vurderes: Hurtig adgang for patienter til de bedste behandlinger eller lavest mulig pris for systemet.
Hvis Danmark ukritisk gør Norge til sit primære forbillede, risikerer vi samtidig at importere en mere defensiv tilgang til patienters adgang til innovative behandlinger.
For sammenligninger er aldrig neutrale. Tværtimod sætter de ambitionsniveauet og bliver den målestok, vi vurderer os selv efter.
Norge skal ikke være loftet
I Tyskland har man for eksempel mere direkte adgang for lægemidler til sjældne sygdomme, når de er godkendt af EMA. Det er ikke et system, Danmark kan kopiere én til én.
Men det viser, at der findes modeller, hvor bred adgang er tænkt ind som et grundprincip. Vi bør låne elementer fra andre lande, når de kan styrke danske patienters adgang, forbedre markedsvilkårene og sikre mest mulig sundhed for pengene.
I dag gør vi det stikmodsatte, ved at vi konsekvent gør et system, hvor lavest mulig pris vejer tungest, til det naturlige forbillede.
I Lif mener vi, at Medicinrådet skal have et nyt politisk mandat, hvor patienters adgang vægtes markant højere. Danmark skal være blandt de lande i Europa med bedst adgang til ny medicin.
Vi er hurtige til at træffe beslutning om, hvorvidt patienter skal have adgang til medicinen eller ej, men der bliver sagt alt for meget nej.
Men når der er en usikkerhed om for eksempel størrelsen på effekten, så bør det ikke automatisk føre til afslag, men blive håndtere i samarbejde med virksomhederne eller gennem alternative aftaler, hvor man for eksempel deler risikoen eller kun skal betale, hvis det virker.
Evalueringen af Medicinrådet bør derfor også begynde med det simple politiske spørgsmål, som alt andet følger af:
Hvad vil vi med det danske system? Skal det først og fremmest sikre lave priser og robust budgetkontrol? Eller skal det også aktivt arbejde for, at danske patienter får adgang til den nyeste dokumenterede behandling?
Danmark skal lære af Norge, hvor det giver mening. Men Norge bør ikke være loftet for vores ambitioner.
Hvis vi vil have et sundhedsvæsen, der både prioriterer ansvarligt og giver patienter adgang til ny innovation, skal vi turde sammenligne os med dem, der gør det bedst, ikke kun med dem, der minder mest om os.
