
Regeringens forslag om en one-stop-shop for produktionsvirksomheder og etablering af industriparker er netop det, sektoren har efterlyst.
Pressemeddelelse | 25-10-2024
Regeringen har præsenteret en del af udspillet til en kommende life science strategi.
”Det er et virkelig positivt udspil fra regeringen, som har potentiale til at gøre en stor forskel i forhold til at styrke udvidelser og tiltrækning af life science-produktion til Danmark. Der er tale om konkrete initiativer, der vil gøre det lettere for virksomhederne at navigere i komplekse processer, som involverer mange myndigheder. Det vil øge gennemsigtigheden, reducere usikkerheder og dermed gøre det mere attraktivt at investere i Danmark,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif – Lægemiddelindustriforeningen, til regeringens nye vækstudspil.
Life science-produktion er en kæmpe styrke for Danmark og er fundament for en kraftigt stigende eksport. Sektoren består i dag af mere end 1600 virksomheder og mere end 50.000 ansatte, og den bidrager til ca. 20 pct. af den samlede danske vareeksport – i 2022 var den samlede eksport af life science-produkter på 175 mia. kroner.
”Vi har en life science-sektor, der investerer kraftigt i nye produktionsfaciliteter i Danmark. Inden for få år er der gennemført, igangsat eller planlagt nye fabriksbyggerier i Danmark for mere end 60 mia. kroner. Det er uden sidestykke,” siger Ida Sofie Jensen.
Derfor forstår hun godt, at regeringen har valgt at fokusere på at give bedre rammevilkår til life science-industrien herhjemme.
”Hvis Danmark formår at fortsætte denne positive udvikling, er der udsigt til yderligere vækst. En one-stop-shop og skabelse af industriparker forbeholdt produktionserhverv vil gøre det mere attraktivt at investere i Danmark og sikre fortsat vækst i life science-sektoren. Dette vil ikke kun komme virksomheder og medarbejdere til gode, men også samfundet som helhed og de mange patienter verden over, der bliver behandlet med innovative lægemidler produceret i Danmark,” siger Ida Sofie Jensen og fortsætter:
”Det her tegner rigtig godt for den samlede life science-strategi, og i Lif ser vi meget frem til at se resten af strategien og til at bidrage til implementeringen af det flotte udspil.”