Regeringen forventes efter lang tids venten snart at lancere sine nye strategi for life science. Derfor har Lif længe arbejdet på at kvalificere strategien i forhold til lægemiddelindustriens prioriteter. Det er Lifs forventning, at forhandlingsforløbet bliver kort – men at der også stiles mod en bred politisk aftale om strategien.
”Life science er en af Danmarks stærkeste styrkepositioner, men den globale konkurrence skærpes, og nye teknologier samt markeder ændrer spillereglerne. Derfor er det vigtigt, at strategien har ambitiøse mål for offentlig forskning, udvikling og uddannelse, men også at man sikrer, at sundhedsvæsenet følger med i den innovative udvikling,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif, og tilføjer:
”Life science spiller en central rolle i løsningen af presserende udfordringer som forebyggelse, behandling, mangel på sundhedspersonale, klimaforandringer, den voksende trussel fra antibiotikaresistens, og den økonomiske vækst.”
“I Lif forventer vi, at strategien kommer til at sætte en ny retning for vigtige nye initiativer indenfor den kliniske forskning, sundhedsdata og Danmarks internationale engagementer og dermed også den europæiske life science-dagsorden,” lyder det fra koncernchefen.
”Samtidig har det været en nøgleprioritet for Lif, at strategien skal sætte et særskilt fokus på betydningen og værdien af life science-innovation, og vi har løbende talt aktivt for, at der etableres et nationalt innovationsindeks, at rammer for innovative aftalemodeller styrkes og at vilkår for ATMP styrkes. Dertil kommer arbejdet med at styrke vilkårene for life science-produktion, bl.a. med indførelse af industrizoner og ”en-indgang” ved investering i ny produktionsfaciliteter,” uddyber hun.
Det forventes, at nogle af disse indspark vil blive lanceret inden for rammerne af regeringens landdistriktsudspil.