Videre til indhold

Lægemiddelindustrien ønsker ensartede krav til grøn omstilling

Det var langt hen ad vejen et enigt panel, der diskuterede grøn omstilling i lægemiddelindustrien på konferencen Bæredygtige Lægemidler, som samtidig markerede indledningen på Region Syddanmarks indsats for netop at gøre lægemidler mere bæredygtige.

Globalt set udleder sundhedsvæsenet fem procent af alt CO2. I Danmark udgør det tal seks procent. Og af de seks procent kommer 25 procent fra lægemidler.

Netop de tal er årsagen til, at Region Syddanmark har fået til opgave at gøre os alle sammen klogere på bæredygtige lægemidler. Og tirsdag var der kick off på den indsats med en konference i Odense som også Lif og Amgros var medarrangører af.
Og her blev blandt andet den grønne omstilling i industrien debatteret.

Og paneldeltagerne, Ida Sofie Jensen fra Lif, Peter Jørgensen fra IGL, og Marianne Eggertsen, Sustainability Manager i Orifarm, som i dagens anledning repræsenterede parallelimportørerne, var på mange områder enige.

Enige om at skulle samarbejde i forsøget på en grønnere industri.

For Ida Sofie Jensen var der særligt fokus på produkt, produktion og affaldshåndtering:

“Vi skal bl.a. skifte indholdsstoffer i devices, i produktionen skal vi have fokus på, at der bruges grøn strøm, og vi skal lade os inspirere af projekter som Returpen og tænke meget mere på cirkulær anvendelse.” sagde hun.

Også Peter Jørgensen var optimistisk efter debatten:

 “Jeg oplevede en stor og ægte interesse i at tænke miljø og klimahensyn, når det kommer til lægemiddelproduktion og anvendelse, og en forståelse for, at det ikke kommer af sig selv. Der er behov for høje kvalitetsstandarder og krav til regulering,” sagde han.

Og den del er Ida Sofie Jensen enig i:

”Vi skal sørge for ens lovgivning og regler på minimum europæisk niveau for at sikre fair konkurrence.”

Også pris blev debatteret i forhold til, om et stort fokus på laveste priser umuliggør den grønne omstilling. Her blev ønsket om mere grønne indkøb og udbud drøftet, så længe kravene er transparente og ikke konkurrenceforvridende.

“Vi er villige til at levere alle lægemidler, der efterspørges, hvis der er betalingsvillighed og ordentlige rammevilkår,” sagde Peter Jørgensen.

 Marianne Eggertsen konstaterede, at meget kan løses i samarbejde:

“Vi skal samarbejde og lære af hinanden. Der er rigtig mange gode takter,” sagde hun.