
Et svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet bekræfter, at man i Danmark – sammenlignet med andre europæiske lande – har lavere medicinudgifter pr. indbygger.
Både i Grækenland og Portugal bruges der flere penge på medicin pr. indbygger end i Danmark. Det fremgår af et svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Opgørelsen bygger på OECD-tal fra 2022, der også dokumenterer, at der i Danmark bruges en mindre del af BNP til medicin i 2022 sammenlignet med 2010.
”Det er ikke nyt for os, at danske medicinudgifter ligger meget lavt. Tværtimod er det noget, vi har peget på i årevis. Men netop derfor glæder det os, at man nu også fra regeringens side er med til at opklare de misforståelser, der har været omkring medicinudgifter,” lyder det fra Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen Lif.
”Medicin er ikke udgiftsdrivende i sundhedsvæsenet. Tværtimod er der god grund til at se på medicinsk behandling som noget, der er med til at forebygge og aflaste et presset sundhedsvæsen,” tilføjer koncernchefen.
Lif har udarbejdet et notat med en kommenteret gennemgang af tallene, som du finder herunder, hvor du også finder et link til folketingsspørgsmål- og svar.