
Antallet af virksomheder fra lægemiddelindustrien, der donerede til hospitaler og patientforeninger i 2024, flugter med tidligere år, viser ny opgørelse. Det samlede beløb er dog faldet lidt.
Opgørelsen viser, at antallet af virksomheder, der indberetter samarbejde og donationer, er stabilt, men at de samlede beløb til både hospitaler og patientforeninger er faldet sammenlignet med tidligere år.
Nøgleordene her er samarbejde, ansvarlighed og åbenhed for at sikre videndeling og sundhedsfremme. ”Gennemsigtighed er afgørende for at sikre tillid til samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og lægemiddelindustrien. Vi lægger stor vægt på, at offentligheden har indsigt i, hvordan lægemiddelvirksomhederne bidrager til sundhedsvæsenet og patienterne,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lif.
Lægemiddelvirksomhederne arbejder efter de etiske retningslinjer og den lovgivning, der sikrer offentlig indsigt i samarbejder og donationer. Ifølge Lif er det afgørende, at samarbejdet mellem lægemiddelvirksomheder, patientforeninger og hospitaler ikke kun er gennemsigtige, men også skaber reel værdi for sundhedsvæsenet og patienterne.
”Samarbejdet mellem sundhedsvæsenet og lægemiddelvirksomhederne er velreguleret og sker under klare rammer. Vi skal sikre, at der er åbenhed om samarbejdet, så vi bevarer befolkningens tillid til sundhedsvæsenet, men også at vi har mulighed for at vidensdele på tværs af sundhedspersonale, patientgrupper og virksomhederne,” siger Ida Sofie Jensen.
Hun påpeger, at ENLI stiller endnu skrappere etiske krav til lægemiddelindustrien, end loven foreskriver. ENLI kontrollerer løbende, at både reklameregler og samarbejdsaftaler overholdes, og at virksomhederne samtidig anmelder og offentliggør deres samarbejde med patientforeninger og donationer til hospitaler.
”Vi står ved vores samarbejde og går forrest i at sikre åbenhed om relationerne. Samarbejde mellem det offentlige sundhedsvæsen og lægemiddelvirksomhederne er afgørende for udvikling af innovative behandlinger, bedre uddannelse af sundhedspersonale og et stærkere sundhedssystem til gavn for patienterne,” siger Ida Sofie Jensen.
ENLI har eksisteret siden 2011. Alle lægemiddelvirksomheder har mulighed for at tilmelde sig ENLIs regler og overvågning.
Lif kræver, at alle medlemmer følger ENLIs regelsæt. Ud over Lifs medlemmer har medlemmer af Parallelimportørforeningen og Industriforeningen for Generiske Lægemidler sammen med en række øvrige virksomheder forpligtet sig til at følge ENLIs regler. Lif opfordrer sundhedsvæsenet til at stille krav til, at alle de lægemiddelvirksomheder, de samarbejder med, følger ENLIs regler.
