Videre til indhold

Thomas Senderovitz vil gøre danskerne stolte af at være en life science-nation 

Foto: Nønne KRagelund

Med kunsten til at minde ham om være nysgerrig, en tro på værdien af feedback og psykologisk tryghed og et ønske om at gøre danskerne stolte af at være en del af en life science-nation, har Thomas Senderovitz sat sig i stolen som koncernchef for Lægemiddelindustriforeningen, Lif. 

Det er første morgen for Thomas Senderovitz på hans nye kontor i Life Science-huset på Lersø Park Alle. 

Den nytiltrådte koncernchef har udsigt over Lersø Parken med Rigshospitalet i horisonten, og denne morgen er himlen farvet pink og orange. Thomas Senderovitz er rimelig godt tilfreds. Der mangler blot én ting. Kunstværkerne, der skal pryde væggene.  

“Dem bringer jeg med de næste dage. Der i hvert fald fire værker, der godt kunne komme op at hænge,” siger han. 

“Jeg har det meget godt med at være omgivet af kunst. Det minder mig om at tænke anderledes på verdenen, og det gør mig glad og tænksom,” siger han og fortsætter: 

“Jeg kan opleve kunst på to måder: Der er den situation, hvor jeg ser et værk, der connecter med mig, og hvor jeg må have det. Og så er der værker, som jeg ikke har den samme connection med. Og hvor jeg tænker: Frastøder det mig? Hvorfor siger det mig ikke noget? Det er lidt det samme, når jeg har samtaler med mennesker. Man kan være uenig eller ikke ræsonnere med nogen. Og så er der andre, man bare svinger med. Det kan ikke nytte, at man kun omgiver sig med, eller kun lytter til folk, man klikker med,“ siger Thomas Senderovitz. 

Han tror på, at forskellige synspunkter og evnen til at belyse en sag fra mange vinkler er nøglen til at løse komplekse udfordringer. Og han betragter det som en gave, når folk fortæller ham, hvordan noget han siger eller gør, virker på dem. Siden 2003 har han arbejdet systematisk med feedback. 

“Jo mere magtfuld du er, jo større tilbøjelighed har du til at overvurdere egne evner. Bare fordi du har magt, er det ikke ensbetydende med, at du er dygtigere. Dét skal man være ydmyg overfor.” 

“Man skal som leder være opmærksom på, at man er født i rollen med privilegier og magt. Og folk har alt andet lige tilbøjelighed til ikke at sige, hvad de tænker, før de er sikre på, at det ikke får negative konsekvenser. Denne psykologiske tryghed skal bygges op,” siger Thomas Senderovitz. Og det er en af de ting, Thomas Senderovitz er god til, og som han også er stolt af at være lykkedes med i tidligere jobs. 

Jo mere magtfuld du er, jo større tilbøjelighed har du til at overvurdere egne evner. Bare fordi du har magt, er det ikke ensbetydende med, at du er dygtigere. Dét skal man være ydmyg overfor.

Vigtigheden af søvn 

Egentlig begyndte hans morgen, som den oftest gør kl. 5:30 efter syv – otte timers søvn. Søvnen skal men ikke kimse med, siger han. Faktisk har han det vanskeligt med folk, der siger, de kan klare sig med fire timers søvn. Det taler mod al forskning og kan vidne om en manglende evne til at uddelegere 

Thomas Senderovitz skal have god tid om morgenen. Han lytter til P8 Jazz, drikker sort kaffe og et glas appelsinjuice, spiser en skål yoghurt, læser Børsen og Berlingske og skimmer New York Times. 

“Og så skal jeg nå at lave Wørdle. Både den danske og engelske version (et spil på mobilen, hvor man skal gætte et ord på fem bogstaver, red). Dagens Wørdle lavede jeg i to hug, så det er jeg ret stolt af,” siger Thomas Senderovitz.  

Han har for første gang i sit liv haft tre måneders pause i sit arbejdsliv. I hvert fald på papiret. I realiteten er meget af tiden gået med at forberede sig på det job, han blev fristet af, da han så, at den daværende koncernchef Ida Sofie Jensen stoppede. 

Seks hurtige til Thomas Senderovitz: 

Morgenmenneske eller natteravn  
Morgenmenneske 

Løbesko eller gåtur  
Gåtur

TikTok eller tystys  
Jeg er ikke til tystys, men om det skal være TikTok, der er platformen, det er jeg ikke sikker på. Men ikke tystys 

Arken eller Parken  
Arken 

Tempo eller tålmodighed 
Tempo. Desværre 

Pest eller Kolera  
Der vil jeg sige kolera. Det er alt andet lige nemmere at behandle end pest. 

100-dages planen 

I forbindelsen med ansættelsessamtalerne præsenterede han bestyrelsen for, hvordan en 100-dages plan ville se ud med ham som koncernchef. 

“Det er først og fremmest en plan for, hvad jeg skal fokusere på nu og her. I bund og grund skal jeg lære organisationen at kende og blive skarp på, hvordan jeg vil lede den. Vi skal have et tydeligt narrativ. Og så er der noget, der haster,” siger han og fortsætter: 

“Det står på alle medlemmernes læber: Most Favored Nation (MFN). Det er blevet accentueret af en geopolitisk situation. For to måneder siden havde MFN en anden nuance,” siger han.  

I weekenden, som blev brugt dels med at fejre sin bedste ven siden 1.g på Holte Gymnasium, Carstens 60 års fødselsdag, og dels på at spise den særlige afart af pandekager, som Thomas Senderovitz har døbt: bandekager, fordi man bander, når man tager den første bid, med sine børnebørn, blev han spurgt, om han var nervøs for at skulle begynde i sit nye job. 

Og svaret var nej. Thomas Senderovitz var spændt.  

“Jeg har glædet mig til opgaven og til at komme i gang,” siger han og tilføjer:  

“Jeg har prøvet vilde ting i min karriere: at være direktør for Lægemiddelstyrelsen under corona. At blive eksponeret og stå med sådan et ansvar, det sker once in a lifetime. Og så har jeg prøvet at komme til Novo, mens Novo eksploderede, og jeg fordoblede antallet af medarbejdere på mit område i løbet af knap to år. Og så kom nedturen. 

Og nu står vi en geopolitisk situation, som ingen af os havde troet var mulig for tre år siden,” siger han. 

“Life science er den væsentligste indtægtskilde overhovedet til at finansiere grøn omstilling, velfærd og forsvar. Jeg har glædet mig til at komme ind og arbejde for og med det,” siger Thomas Senderovitz. 

-Hvor vil du gerne være med Lif om et år? 

“Jeg er ikke sikker på, at det sker inden for et år. Men jeg kunne godt tænke mig, at life science er noget, man taler bredt om i Danmark. At den danske befolkning og vælgerne er stolte af og glade for, at vi har en life science-industri, der holder hjulene i gang og skaber indtægter og sundhed,” siger Thomas Senderovitz.  

“Og så håber jeg, at vi er kommet godt i gang med MFN. Danmarks konkurrenceevne skal forbedres. Det skal være lettere for danskere at få adgang til de bedste og nyeste lægemidler, og der skal ikke være et ensidigt fokus på om én kasse nu har råd, hvis den samlede samfundsøkonomiske kasse har gavn af bedre life science,” fastslår Thomas Senderovitz. 

“Det er ikke sådan, at jeg kommer med færdige løsninger. Life science er et supergodt sted i forhold til for 10 år siden, men det er ikke det samme, som at det kan bringe os til det næste sted. Nu kommer en “Lif-version Thomas.” Det handler ikke om, at det ikke var godt før. Det handler om, at det er en ny tid med nye behov,” siger Thomas Senderovitz. 

Thomas Senderovitz’ blå bog:

Thomas Senderovitz (f. 1965), Ridder af Dannebrog
2026- : Koncernchef Lægemiddelindustriforeningen
2021-2025: Direktør for Data Science i Novo Nordisk
2016-2021: Direktør for Lægemiddelstyrelsen

Thomas Senderovitz har tidligere haft flere lederstillinger i internationale biofarmaceutiske selskaber – Ferring Pharmaceuticals, UCB Pharma og Grünenthal GmbH. Desuden har han været medlem af direktionen i den globale CRO PARAXEL.

Thomas Senderovitz har været ansat ved Klinisk Farmakologisk Enhed på Bispebjerg Hospital, og han har været medicinsk sekretær i den tidligere Lægemiddelstyrelse.

Uddannelse:
Cand.med., Københavns Universitet, 1992

Tillidsposter:
– medlem af bestyrelsen Dansk Jødisk Museum
– tidligere medlem af bestyrelsen af TransCelerate Biopharma
– tidligere medlem af Dataetisk Råd
– tidligere medlem af bestyrelsen af EMA (European Medicines Agency)
– tidligere formand for HMA (Heads of Medicines Agencies)

Privat er han far til to voksne børn og gift med Mette Wibeck Olsen.