
Ulovlig handel med forfalsket medicin er i markant vækst i EU, advarer EMA og de europæiske lægemiddelmyndigheder. Ifølge Lif er det positivt, at myndighederne følger problemet tæt, men man advarer om, at regeringens forslag om at fjerne forbuddet mod køb af medicin fra lande uden for EU kan forværre problemet.
Det europæiske lægemiddelagentur, EMA, og sammenslutningen af lægemiddelmyndigheder i EU (HMA) er i denne uge ude og advare mod ulovlig handel med særlig vægttabs- og diabetesmedicin. Det sker efter, at myndighederne i de seneste måneder har konstateret en markant stigning i omfanget af forsøg på at sælge forfalsket medicin.
Det ulovlige salg finder særligt sted på internettet, via Facebook, hjemmesider og onlinereklamer og ofte med misbrug af myndighedernes logoer og falske anprisninger af produkterne.
Ifølge Lægemiddelindustriforeningen, Lif er det særdeles bekymrende, at der ses en stor stigning i ulovligt salg af forfalsket medicin på diverse online-platforme. Noget som de europæiske myndigheder selv kalder for en trussel mod folkesundheden.
”Det er meget alvorligt. Udover at medicinen højst sandsynligt ikke har den påståede virkning, så kan den også indeholde farlige stoffer, som kan give alvorlige helbredsproblemer hos køberne. Ulovligt salg af forfalsket medicin kan sammenlignes direkte med narkotikamarkedet,” siger Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen.
Derfor er der ifølge Lif også behov for, at politikere og myndigheder tager bestik af udviklingen og ser på, hvordan man kan sætte bedre ind overfor det ulovlige salg.
Når vi ser en markant stigning i ulovlig handel med forfalskede lægemidler, så er det problematisk, at regeringen samtidig vil fjerne de regler, der i dag forbyder køb af medicin fra lande uden for EU og har afskaffet Lægemiddelstyrelsens kontrol med privates indførsel af lægemidler fra lande uden for EU.
Sidste efterår afskaffede regeringen Lægemiddelstyrelsens kontrol med privates indførsel af lægemidler fra lande uden for EU. Derudover lagde regeringen op til at fjerne de regler, der i dag forbyder køb af medicin fra lande uden for EU som led i at spare på udgifterne til administration.
Og selvom Lif mener, det er positivt, at myndighederne følger området tæt, og at Lægemiddelstyrelsen for nyligt har lanceret en kampagne om sikkert køb af medicin, så er der behov for at ændre kurs.
”Når vi ser en markant stigning i ulovlig handel med forfalskede lægemidler, så er det problematisk, at regeringen samtidig vil fjerne de regler, der i dag forbyder køb af medicin fra lande uden for EU og har afskaffet Lægemiddelstyrelsens kontrol med privates indførsel af lægemidler fra lande uden for EU,” siger Henrik Vestergaard og tilføjer:
”Det er i hvert fald en helt forkert vej at gå, og det risikerer blot at forværre situationen. Vi har tværtimod brug for, at man tager flere værktøjer i brug for at komme problemet til livs, både i forhold til at sikre den rette lovgivning på området og at få en mere effektiv kontrol.”
Illegalt marked er uden kontrol
Det er vigtigt at skelne mellem forfalskninger i den legale distributionskæde, som autoriserede apoteker, og salg via illegale kanaler.
På autoriserede apoteker i EU er der god kontrol med medicinen. Det skyldes både, at man har et europæisk godkendelsessystem, der sikrer medicinens sikkerhed, kvalitet og effekt, og at der er opbygget et omfattende verifikationssystem på europæisk plan, hvor hver enkelt pakning tildeles en unik kode, der kontrolleres hver gang pakken ”skifter hænder” – fra fabrikken og helt frem til, at den udleveres på apoteket til patienten.
De illegale kanaler er til gengæld uden kontrol og udgør en stor fare for forbrugerne.
I Danmark har Lægemiddelstyrelsen i år indtil videre registreret otte sager med ulovlig handel med vægttabs- og diabetesmedicin, hvoraf tre er anmeldt til politiet. Samtidig har man lanceret kampagnen: PAS PÅ DIG SELV, NÅR DU KØBER MEDICIN, som opfordrer købere af medicin til at opsøge en læge før brug af receptpligtig medicin og til aldrig at købe receptpligtig medicin andre steder end på apoteket.
Læs EMA’s pressemeddelelse her

