Når der om kort tid er valg, er det hverken valget til kommuner eller regioner, der burde optage vælgerne. De burde være optaget af, hvem der kommer til at sidde i de nye sundhedsråd, for det er der, den egentlige indflydelse på det kommende sundhedslandskab ifølge eksperter kommer til at ligge. Hvis ellers politikerne kan få samarbejdet til at fungere.
Når vi har haft valg i november, ved vi, hvilke politikere der bliver ansvarlige for regioner og kommuner.
Men, hvad vi ikke ved, er, hvem der kommer til at sidde i de enkelte sundhedsråd.
Rådene blev opfundet med vedtagelsen af sundhedsstrukturreformen og træder i kraft 1. januar 2027. Og det er absolut ikke uden betydning.
“Man kan jo næsten diskutere, om det er et ekstra demokratisk led,” som Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi hos VIVE og medlem af den daværende Sundhedsstrukturkommission, siger.
I hvert fald er der tale om en ny politisk organisering med 17 råd bestående af folkevalgte regions- og kommunalpolitikere fra de respektive sundhedsråds geografiske område.
Sundhedsrådene bliver ansvarlige for at drive omstillingen af sundhedsvæsenet, og regioner og kommuner får i sundhedsrådene et fælles ansvar for både planlægning og drift af sundhedsopgaverne i deres område.
“Et er at tegne streger på et kort. Men det er nu, implementeringen og den praktiske drift foregår, og det er det, vores politikere skal stå i spidsen for. Og det er derfor, det er virkelig vigtigt, hvem der bliver valgt,” siger Jakob Kjellberg.
Han kalder sundhedsrådene for en spændende konstruktion, som vi ikke har set andre steder i verden, og som han mener folk burde gå helt vildt op i. Lige nu er det dog primært kommunal- og regionspolitikere, der er optaget af sundhedsrådene.
Magt og muligheder
Eller som Anders G. Christensen, formand for Udvalg for Personale i Region Midtjylland og spidskandidat for Venstre, siger:
“Arbejdet med sundhedsrådene fylder alt. Det er nok ikke gået op for borgerne og for flertallet af kommunalpolitikerne, hvad det er for en magt og muligheder, der ligger i sundhedsrådene. Som borgere har vi en forventning om, at tingene fungerer, vi er ikke nødvendigvis optaget af de demokratiske processer,” siger han.
Med sundhedsreformen overtager regionerne en række funktioner fra kommunerne, herunder ansvaret for akutsygepleje, patientrettet forebyggelse, specialiseret genoptræning og sundheds- og omsorgspladser. Derfor er ét af de temaer, der fylder for Udvalget for Personale i forhold til sundhedsrådene især rekrutteringen af personale.
“Sundhedsrådene får opgaven med at sikre, at vi har de medarbejdere, vi skal bruge, og at sikre, at vi kan fastholde de medarbejdere, vi har brug for. Hvis det ikke lykkes at tilknytte de nye medarbejdere, der skal overgå fra kommunerne, vil det være en katastrofe,” siger han.
Alt afhænger af konstituering
Én af de ting, Anders G. Christensen kan være bekymret for, er, om det bliver tilfældigheder, der afgør, hvem der får plads i de enkelte sundhedsråd:
“Jeg ved jo godt, hvordan verden fungerer. Én siger: Jeg vil gerne gøre dig til borgmester, hvis jeg får en plads i sundhedsrådet til gengæld. Så selv om vedkommende er uerfaren, er det sådan, dynamikken er. Det kommer helt an på valg og efterfølgende konstituering,” siger han.
En anden bekymring er magtforholdet mellem regions- og kommunalpolitikere, fordi det altid vil være regionspolitikerne, der har flertal i sundhedsrådene.
“Hvis man bliver ved at holde fast i en konflikt mellem regioner og kommuner, kan jeg være bekymret for, at man går ind i sundhedsrådene med paraderne oppe, og så bliver det svært at løse opgaverne. Min tilgang er, at vi går ind i arbejdet med et åbent sind, så vi i fællesskab finder løsninger,” siger Anders G. Christensen og fortsætter:
“Der er mange, der har sagt, at det kommer til at blive en kamp mellem regioner og kommuner, men jeg kan også være bekymret for, at det bliver en kamp mellem de kommuner, der er repræsenteret i de enkelte sundhedsråd.”
Uenige borgmestre
I Horsens er borgmester Peter Sørensen (S) stor tilhænger af den nye sundhedsreform, der for ham at se er den nærhedsreform, man har kaldt på i rigtig mange år.
”Vi har nu en helt enestående mulighed for at skabe én vej gennem sundhedssystemet, for borgeren er jo fuldstændig ligeglad med, om det er kommunen, staten eller regionen, der har opgaven, bare man oplever høj kvalitet tæt på, hvor man bor,” lyder det.
Helt så lyst ser Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) ikke på reformen. Hun er bekymret for, om det nye regionskontor i Sorø formår at sætte sig ind i, hvad der betyder noget for borgerne i Helsingør eller Nakskov.
Og så ser hun en svær forventningsafstemning forude, fordi kommunen har været vant til at bruge flere penge på sundhed end sine naboer.
”Reformen handler jo i høj grad om, at der skal flytte læger fra Hovedstaden til Sjælland, og at man skal afgive noget serviceniveau i Hovedstaden for at gøre det højere på Sjælland, uden at der kommer flere penge i systemet. Selv om man har talt om det længe, så kan det godt blive svært at forklare borgerne, når man rent faktisk skal til at sige farvel til noget af den service, man har været vant til,” siger hun og tilføjer:
”Jeg vil kæmpe for at få lokale stemmer ind i sundhedsrådet. Og jeg vil sørge for, at vi spiller hinanden gode og oparbejder en ny fælles kultur, hvor man tager hinanden alvorligt og investerer i at lære hinanden at kende.”
Hun har valgt ikke at genopstille til regionsrådet i Region Østdanmark, så hun kan sætte alle sejl ind på at genvinde borgmesterposten og få den med sig ind i det nye sundhedsråd Nordsjælland.
Det skal modvirke, at kommunen bliver tromlet i det, hun kalder for et underudvalg til regionen, der til enhver tid kan overrule sundhedsrådets beslutninger.
”Vi skal lægge al den viden, vi har ind i sundhedsrådet, så vi fra kommunens side kan sørge for, at det her bliver en succes. Det er helt afgørende, at det er en fuldtidspolitiker og borgmesteren, som sidder i sundhedsrådet, fordi borgmesteren både har overblikket på tværs af relevante politikområder, har resurserne i embedsværket og også netværket med de andre borgmestre,” siger hun.
Hvor lander regningen?
For Peter Sørensen er det vigtigt, at arbejdet i sundhedsrådet har en klar opkobling til kommunens økonomiudvalg, og at kommunen også kan stille med sine egne embedsfolk i de sager, hvor det er nødvendigt.
”Indtil nu har vi haft et virkelig godt samarbejde med regionen og de andre kommuner omkring os, og vi har en erfaring i at tale os til rette. Det håber jeg også gælder, når vi skal til at træffe de helt store beslutninger. Jeg har ingen grund til at tro andet,” siger han.
Han har dog en bekymring for, om de opgaver, der nu skal finansieres af regionerne, rent faktisk bliver løftet, eller om kommunen kommer til at skulle lappe hullerne uden penge til det. Fremover skal regionen for eksempel stå for kommunens akutstuer.
”Men hospitalerne er rigtig gode til at udskrive, og det forestiller jeg mig, at de bliver ved med at være. Hvis de udskriver i samme udstrækning, men uden om akutstuerne direkte tilbage til kommunerne, så kommer vi jo til at lave akutstuer alligevel,” siger han.
Samtidig er han spændt på, om regionerne, der med god grund blev skabt til at centralisere, formår at ændre den tankegang.
”Hvis de nu skal spare inde på regionskontoret, begynder de så at lede efter stordriftsfordele og centralisere tilbud igen? Det kan jeg da godt frygte, for så bliver det i hvert fald ikke nært,” siger Peter Sørensen, der også kan have en bekymring i forhold til eventuelle aftaler om at drive tilbud for regionen.
”Kan vi regne med vores egne budgetter, eller kan et sparekrav også ramme os ude i kommunerne? Det hele kræver meget klare aftaler i sundhedsrådene, men jeg har en forventning om, at vi løser det,” lyder det.
Minister skal sikre sundhedsrådenes succes
Bekymringen for overgangen mellem hospital og eget hjem deler Benedikte Kiær:
”Regionen har et behandlersyn på borgeren, og det er de rigtig gode til, og vi har et omsorgs- og plejefokus på borgeren, og det er vi gode til. Så det er de to verdener og kulturer, vi skal have koblet sammen.”
Spørger man Jakob Kjellberg, om han er bekymret for, om den ulighed i sundhed, man forsøger at imødegå med hele sundhedsreformen, blot flytter ud i de nye sundhedsråd, svarer han:
“Det gode er, at det er Sophie [Løhde, indenrigs- og sundhedsminister, red.], der sidder for bordenden. Hvis man ikke leverer, så tror jeg, man får besøg af Sophie. Og det giver en mulighed for, at det faktisk kommer til at fungere,” siger han.
med. 34
Læs magasinet med. 34: Magt og muligheder – fremtidens sundhedsdanmark
