Videre til indhold

Stor værditilvækst fra lægemiddelindustrien

Lægemiddelindustrien bidrager til næsten en tredjedel af industriens værditilvækst.

”Vi kan være stolte af at have en stærk lægemiddelindustri, der er til stor gavn for dansk økonomi og vores velfærdssamfund,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen.

Lægemiddelindustrien har en høj produktivitetsvækst og har i løbet af de seneste årtier firedoblet andelen af industriens værditilvækst. Nærmere bestemt fra 8 procent i 2000 til hele 31 procent af industriens samlede værditilvækst i 2021.

”Den imponerende produktivitetsvækst bygger på, at lægemiddelindustrien har investeret massivt i forskning og udvikling over en længere periode. Virksomhederne har udviklet nye og innovative lægemidler, der er til gavn for både patienter verden over og den danske økonomi,” siger Ida Sofie Jensen.

Hun peger især på de danske forskningsmiljøer og unikke muligheder her i landet.

”I Danmark har vi stærke forskningsmiljøer, verdensklasse kliniske forskning og unikke datamuligheder. Vi har også formået at tiltrække talenter fra hele verden til vores virksomheder.” siger hun og tilføjer:

“Hvis vi fortsat arbejder på at skabe de bedste rammevilkår for virksomheder i både Danmark og Europa, så kan vi fastholde den imponerede udvikling, og industrien kan være med til at holde hånden under den danske økonomi nu og i fremtiden. Men det kræver fokus på at skabe endnu bedre rammevilkår for lægemiddelindustrien. Der skal være adgang til kvalificeret arbejdskraft og gode muligheder for at forske og udvikle, så de kan fortsætte med at udvikle nye og innovative lægemidler til gavn for patienter i hele verden.”