Videre til indhold

Lægemiddelindustrien trak væksten i 2025 – men mørke skyer truer 

Lægemiddelindustrien satte et væsentligt aftryk på BNP-væksten i 2025, men mistede pusten mod slutningen af året. 2025 blev dermed samlet set et flot vækstår – men væksten er aftagende

Set udefra havde dansk økonomi det godt i 2025. I hvert fald når man ser på tallene fra Danmarks Statistik. Men dykker man ned i opgørelserne, giver fjerde kvartal anledning til bekymring. 
Tallene viser, at BNP steg med 0,2 pct. i fjerde kvartal 2025, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonbevægelser. Dermed har der været vækst i alle kvartaler i 2025, og samlet set voksede dansk økonomi med 2,9 pct. i 2025.  

Ser man på bruttoværditilvæksten (BVT), var der en fremgang på  kun 0,1 pct. i fjerde kvartal. Men renses der for lægemiddelindustriens bidrag, voksede BVT med 1,2  pct., og lægemiddelindustriens vækstbidrag i fjerde kvartal var således negativ med –1,1 pct.   

“Tallene taler deres tydelige sprog, og de understreger, hvor dominerende en rolle lægemiddelindustrien har spillet som vækstmotor i dansk økonomi. Det er en rolle, vi gerne tager på os, men som resultaterne for fjerde kvartal viser, så er der allerede nu sorte skyer i horisonten,” siger Thomas Senderovitz, adm. direktør i Lif- Lægemiddelindustriforeningen og fortsætter: 

”Vi ser ind i et 2026 med lavere vækst fra vores industri. Der er en reel risiko for, at den globale usikkerhed og de ændrede internationale vilkår, vi oplever nu, kan føre til en negativ spiral, hvor investeringer og aktivitet bliver holdt tilbage, og det er en decideret dræber for vækst,” siger Thomas Senderovitz. 

Internationalt press  

 Den globale usikkerhed kommer især fra USA’s ’Most Favored Nation’-politik, der presser virksomhederne, fordi USA vil købe lægemidler til de laveste priser blandt udvalgte lande – heriblandt Danmark. Det kan betyde noget for både priserne på danske lægemidler og eksporten af danske lægemidler. 

“Danmark er en stærk life science-nation, og lægemidler er afgørende for den danske samfundsøkonomi. Næsten 20 procent af den danske vareeksport kommer fra lægemidler.   
Men vores position er lige nu alvorligt truet,” siger Thomas Senderovitz og fortsætter:       

“Der skal handles nu med en klar politisk ambition om, at der skal investeres i Danmark som en førende life science-nation i Europa. Det handler om investeringsvillighed, men også pris og markedsvilkår for innovative lægemidler og konkurrencedygtige rammevilkår. Ellers kommer vi til at kunne mærke det på væksten i årene fremover.”