
Sagsbehandlingstiden i Medicinrådet kommer til at stige i det nye år. Det forudser rådet selv på baggrund af et stigende antal ansøgninger samt manglende økonomi.
Sagsbehandlingstiderne i Medicinrådet kommer til at stige. På baggrund af de anmodninger Medicinrådet har modtaget, fremgår det af en opgørelse fra Medicinrådet selv, at de vurderer at sagsbehandlingstiden i første kvartal af 2025 vil stige til 27 uger, mens den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i dag er 19 uger.
Og det er stærkt problematisk, mener koncernchef i Lif, Ida Sofie Jensen.
”Vi har endelige nået et niveau, hvor de reelle sagsbehandlingstider afspejler de politiske fastlagte maksimale sagsbehandlingstider. Medicinrådet har arbejdet virkelig konstruktivt med implementering af nye processer, blandt andet i dialog med Lif. Hele det omfattende arbejde vil nu falde til jorden, hvis Medicinrådet ikke har ressourcer til at løfte flere ansøgninger, som vi ved kommer.”
Ifølge Medicinrådet var der medio 2024 kommet 45 ansøgninger, og der forventes i alt omkring 64 ansøgninger i 2024. Det svarer til en stigning på over 100 pct. siden 2020 og på over 50 pct. siden 2021-22.
I et notat fra Medicinrådet (se side 53) hedder det:
”Det er Medicinrådets vurdering, at det vil vise sig meget vanskeligt at nedbringe sagsbehandlingstiderne til det ønskede niveau, hvis det væsentligt højere niveau af ansøgninger i 2024 fortsætter ind i 2025. For at fortsætte Medicinrådets fokus på at forbedre sagsbehandlingstiderne vurderes det, at der i 2025 vil kunne udarbejdes færre behandlingsvejledninger end i de foregående år, hvormed Amgros besparelser potentielt reduceres mærkbart på sigt.”
Og det er ikke acceptabelt, siger Ida Sofie Jensen:
”Det er vigtigt, at Medicinrådet kan leve op til de løfter, der er givet om, at de kan vurdere de nye lægemidler inden for de lovede tidsfrister og dermed sikre hurtig adgang til effektive behandlinger,” siger hun og fortsætter:
”Medicinrådets budget bør afspejle virkeligheden med flere ansøgninger om anbefaling til standardbehandling. Det giver ikke mening, at Medicinrådet i en situation med stigende antal ansøgninger om vurdering af nye lægemidler, skal spare.”
Ida Sofie Jensen understreger, at det er positivt for patienterne og for sundhedsvæsnet, at der kommer flere nye lægemidler:
“I Danmark er det et fælles mål, at nye effektive behandlinger hurtigt skal ud og gøre gavn hos patienterne, derfor råber vi også vagt i gevær nu. Sæt ikke den positive udvikling over styr.“
