Videre til indhold

Regeringen nedsætter taskforce: Skal se på konsekvenserne af Trumps ’Most Favored Nation’-princip

Lif flag

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har besluttet at nedsætte en taskforce, der skal drøfte de udfordringer, som Trump-administrationens ’Most Favored Nation’-princip skaber for lægemiddelindustrien. Et kærkomment tiltag, lyder det fra Lif.

Med sit ’Most Favored Nation’-princip har Trump-administrationen lagt massivt pres på Lægemiddelsindustrien i Danmark.

‘Most Favored Nation’ (MFN) er et referenceprissystem, der betyder, at USA vil have adgang til de laveste priser, som et givent lægemiddel sælges til i et af en række udvalgte velstående lande, heriblandt Danmark.

Når USA kræver priser på lægemidler, der er lavere end i en række sammenlignelige europæiske lande, står Danmark som et lille marked et skrøbeligt sted.

Læs også: Derfor er det ikke i Danmarks interesse at være ‘Most Favored Nation’ i USA’s øjne

Nu har regeringen besluttet at nedsætte en taskforce, der skal se på konsekvenserne for industrien. Det sker på baggrund af et møde mellem indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), erhvervsminister Morten Bødskov (S), Lægemiddelindustriforeningen og repræsentanter fra en række lægemiddelvirksomheder i fredags, og det er i dag blevet meldt ud i Altinget.

Initiativet vækker glæde i Lif.

”Vi er meget tilfredse med, at regeringen nu imødekommer vores forslag om at nedsætte en taskforce, der skal følge og analysere konsekvenserne af den amerikanske administrations politik og danne rammen for drøftelse af konkrete forslag til, hvordan vi kan modstå truslen. Der er behov for høje ambitioner og hurtig handling, og vi ser frem til, at den nye taskforce bliver garant for netop det,” siger Thomas Senderovitz, administrerende direktør i Lif.

Ifølge Lif er MFN ikke kun en handelsmekanisme, men en reel trussel mod både lanceringen af nye behandlinger og Danmarks position som førende life science-nation.

Der er behov for høje ambitioner og hurtig handling, og vi ser frem til, at den nye taskforce bliver garant for netop det.

”Det handler grundlæggende om, at rammerne for priser og indkøb på lægemiddelområdet i Danmark skal matche den globale kamp om investeringer og innovation og sikre, at danske patienter kommer retur i europæisk topklasse, når vi taler om deres adgang til de nye behandlinger på lægemiddelområdet,” siger Thomas Senderovitz og fortsætter:

”Most Favored Nation afspejler et kritisk paradigmeskifte i de globale markeds- og konkurrencevilkår på lægemiddelområdet. Koblingen mellem danske og amerikanske lægemiddelpriser skaber et historisk pres på Danmarks konkurrenceevne og danske patienters adgang til innovative behandlinger,” siger han.

Taskforcen sammensættes af relevante repræsentanter fra flere ministerier, industrien og regionerne.

Hvad er MFN?

USA’s ’Most Favored Nation’ (MFN) politik betyder, at USA ikke vil betale mere for lægemidler end i en række udvalgte reference-lande herunder europæiske lande som Danmark. I praksis betyder det, at amerikanske lægemiddelpriser bindes op på de laveste priser i disse lande.

Det skaber en situation, hvor en lav dansk pris kommer til at sætte prisen på det store amerikanske marked – og dermed får globale forretningsmæssige konsekvenser for virksomhederne.

Faktaark i forbindelse med MFN