Vi har de seneste år erfaret meget konkret, at de økonomiske forudsætninger for hverdagen i sundhedsvæsenet kan ændres endog meget hurtigt. Det gælder både i den ene og den anden retning, men faktum er, at det kan være svært at forudsige. Dermed er det heller ikke rimeligt, at regionerne alene skal påtage sig ansvaret for at få det hele til at gå op, når forudsigelserne svigter.
Løsningen er snublende nær, og regionerne har da også selv været ude og foreslå den: Med en medicingaranti for tilskudsmedicin som den, man havde indtil 2011, vil Finansministeriet og regionerne kunne dele både overskud og underskud, når vurderingen af det kommende års udgifter til medicintilskud slår fejl. En medicingaranti vil give større stabilitet i den regionale styring, og vi vil undgå stop-and-go-økonomi.
Tilbage i 2011 blev regionerne kompenseret med 75 procent af udgifterne, hvis medicintilskuddet var større end forudset, mens de skulle tilbagebetale 75 procent af for meget modtaget medicintilskud, hvis udgifterne blev lavere end forudset.
Men én ting er at sikre en stabil udvikling i regionernes udgifter til medicintilskud. Noget andet er at sikre patienterne den behandling, som deres læge vurderer relevant.
Patienter, der er afhængige af sygehusbehandling, mangler i dag et sikkerhedsnet, hvis deres læge vurderer, at netop de potentielt vil have gavn af behandling med et lægemiddel, der ikke er anbefalet af Medicinrådet som standardbehandling. De syv principper for prioritering af sygehusmedicin slår fast, at der skal være adgang til individuel behandling baseret på en klinisk vurdering. Hvilket sundhedsministeren også har slået fast flere gange.
Det er i dag op til den enkelte region at lave en model for, hvordan denne behandling skal finansieres og det giver ulige adgang til individuel behandling på tværs af regionerne. Økonomiforhandlingerne vil være et oplagt sted at adressere denne udfordring og skabe grundlag for en national model med dedikerede midler, der kan skabe rum for den individuelle vurdering og behandling, som patienterne har ret til, uden at det vil indebære en skævvridning i de enkelte hospitalsafdelingers økonomi.
