Videre til indhold

Ny og forbedret Medicinrådstracker 

Siden 2021 har Lif fulgt Medicinrådets beslutninger og processer i Medicinrådstrackeren, som nu har fået en større opgradering på både udseende og indhold. Det vækker glæder hos fagmedarbejderne hos Lif. 

Lifs Medicinrådstracker er en fyldestgørende og brugbar oversigt over, hvilke lægemidler danske patienter har adgang til, og hvor mange lægemidler, der bliver anbefalet til brug på sygehusene. Medicinrådstrackeren har tal fra og med 2021 til i dag – og opdateres månedligt, og nu har tallene fået en opgradering og et nyt og mere brugervenligt look. 

”Det har til formål at skabe et overblik over, hvor mange lægemidler, danske patienter har adgang til. Det er et vigtigt arbejde, fordi det giver os et oplyst grundlag at arbejde ud fra, når vi arbejder med adgang generelt,” siger politisk chef for sygehusmedicin hos Lif, Louise Broe. 

Også hos analytisk konsulent i Lif, Anna Sundby er der glæde at spore over den nye tracker, der nu både indeholder tal for Medicinrådets sagsbehandlingstid, anbefalinger af kræftlægemidler, ATMP’er, sjældne sygdomme og brugen af clock stops: 

”Vi gør et stort stykke arbejde for at behandle Medicinrådets vurderinger grundigt og sikre, at data er korrekt fra vores side. Trackeren er et brugbart værktøj, der giver et aktuelt billede af, Medicinrådets anbefalinger og sagsbehandlingstider og dermed hvilke nye lægemidler, der er tilgængelige for danske patienter som standardbehandling på danske sygehuse.” 

Fra kommunikationsafdelingen i Lif er man også tilfredse med den nye Medicinrådstracker. Det er især de mange funktioner og brugervenligheden, man bider mærke i. 

”Det har været vigtigt for os at gøre trackeren mere tilgængelig og nem at navigere i. Der er rigtig meget god data i trackeren og nu er det blevet lettere at finde frem til,” forklarer kommunikationschef i Lif, Marie Grabow Westergaard. 

Den nye Medicinrådstracker indeholder data fra 2021 og frem, og benytter sig af informationer  fra Medicinrådets vurderinger. I trackeren kan man se, hvor mange lægemidler Medicinrådet har vurderet siden 2021, andelen af lægemidler rådet vurderer til standardbehandling, til kræft og til sjældne sygdomme og meget mere.  

Derudover holder trackeren øje med sagsbehandlingstider gennem vurderingsprocesser og brugen af clock stops.