Videre til indhold

Nu er pligten til at oprette lagre for kritisk medicin trådt i kraft

Reglerne for oprettelse af pligtlagre er trådt i kraft, og listen over kritisk medicin er blevet opdateret med nye lægemidler føjet til listen. Se dem her. 

Med et nyt år følger nye regler. Herunder reglen om, at virksomheder, der har kritiske lægemidler på markedet, skal oprette såkaldte pligtlagre. Samtidig er den nyeste liste over kritisk medicin blevet opdateret og omfatter nu 581 lægemidler.  

Listen er blevet revideret og indeholder flere produkter, end der var medtaget i forbindelse med den første bekendtgørelse

Liste over kritiske lægemidler

Listen er opdateret d. 13. december 2025.

Læs bekendtgørelsen

Den 10. december er der udstedt en ny bekendtgørelse med en liste over de lægemidler, der er omfattet lager- og indberetningspligt.

Virksomhederne skal per 1. januar 2025 kun opretholde et lager samt indberette deres lagerbeholdning for de lægemidler, der fremgår af både den nye bekendtgørelse og den tidligere bekendtgørelse. For de nye produkter på listen skal lageret være opbygget til sommer. Virksomhederne har 6 måneder til at opbygge lagre af de nye lægemidler. 

“Det er omfattende krav. Virksomhederne er, med de nye regler, udover at opbygge fordyrende lagre også forpligtet til løbende at indberette deres lagerbeholdning af de omfattede lægemidler til Lægemiddelstyrelsen hver anden uge,” siger Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation i Lif.  

Der er mulighed for, at virksomheder, der ikke opfylder lagerforpligtelsen, kan straffes med en bøde eller pålægges strafansvar efter reglerne i straffeloven. 

Det er muligt at søge om dispensation fra både lagerpligt og fra kravet om etablering af lager i Danmark. Lægemiddelstyrelsen skriver på sin hjemmeside, at der må forventes minimum en måneds sagsbehandlingstid. 

“Vi er opmærksomme på, at der er virksomheder, der har ventet længe på en afklaring. I de tilfælde hvor man som virksomhed venter meget længe, bør der være en udsættelse af fristen, da det vil tage tid at indrette sig i virksomhederne,” siger Anders Hoff.