Videre til indhold

Debat: Adgangen til mere medicin er mere sårbar end nogensinde. Brug industriens kræfter i beredskabet

Investeringer i beredskabet skal styrke patienternes adgang til den rigtige medicin – ikke kun give en umiddelbar politisk tryghedsfølelse. Skal det lykkes, må man ikke kun forlade sig på det offentlige. Der er brug for industriens kræfter, skriver Lif i dette debatindlæg.

Af: Anders Hoff, politisk chef for forskning og innovation og Jakob Bjerg Larsen, politisk chef for lægemiddelproduktion

Debatindlægget er bragt i A4 den 13-08-2026

Danmark har et sundhedsvæsen, hvor patienter langt det meste af tiden får den medicin, de har brug for, når de har brug for den. Men det må ikke blive en sovepude.

Når EU nu vedtager ny lovgivning om kritiske lægemidler, sker det af en grund: Verden har forandret sig. Forsyningskæder bliver sårbare, produktion rammes af udfald eller globale kriser presser adgangen til nødvendig medicin.

Det er afgørende, at vi har adgang til kritiske lægemidler. Ingen patient skal opleve, at behandlingen forsinkes eller forringes, fordi et lægemiddel mangler. Vi skal sikre robuste forsyninger og fastholde patienternes adgang til de bedste og mest sikre behandlinger.

Den nye europæiske Critical Medicines Act sætter fokus på, at lægemiddelmangel ikke kun er et lokalt problem. EU peger på behovet for mere modstandsdygtige forsyningskæder, mere diversificering, bedre kriterier i offentlige indkøb og stærkere europæisk produktionskapacitet. Et stærkere beredskab kan bygges på flere spor, og også i Danmark skal vi vælge de rigtige løsninger.

Spredt risiko er god beredskabspolitik

I den danske debat bliver svaret nogle gange gjort for enkelt: Hvis et lægemiddel er kritisk, så kan det offentlige selv producere det.

Det kan lyde betryggende. Men lægemiddelproduktion er en af de mest regulerede, specialiserede og kvalitetskrævende produktionsformer. Det handler ikke kun om maskiner og bygninger, men om dokumentation, kvalitetskontrol, aktive stoffer, skalerbarhed, myndighedsgodkendelser og specialiserede kompetencer.

Sygehusapotekerne spiller en vigtig rolle. Det skal de fortsat gøre. Men udgangspunktet er – og bør være – at sygehusapoteket fremstiller det, som industrien i helt særlige situationer ikke kan levere.

Derfra er der langt til, at Danmark skal poste milliarder i at opbygge en stor offentlig produktionskapacitet som svar på specifikke forsyningsudfordringer.

Det er et simpelt samfundsøkonomisk hensyn. En stor offentlig produktionskapacitet vil være dyr at etablere, dyr at vedligeholde og vanskelig at holde fagligt opdateret. Og hvis den kun skal bruges i særlige krisesituationer, vil den i lange perioder stå ubrugt.

Det er ikke nødvendigvis god beredskabspolitik at binde mange ressourcer i kapacitet, der måske sjældent aktiveres, når de samme midler kunne bruges mere målrettet på aftaler, lagre, diversificering og samarbejde med virksomheder, der allerede producerer lægemidler til daglig.

Vægt robusthed højere end pris

Tværtimod bør vi tænke kapaciteten i industrien ind i beredskabet. For vi har allerede danske virksomheder med faciliteter, kompetencer og kvalitetssystemer, der lever op til kravene til moderne lægemiddelproduktion, og som kan være med til at bidrage til at løse de konkrete udfordringer.

Lad os tage en dialog om etableringen af partnerskaber mellem myndigheder, sygehusapoteker og virksomheder om produktion af udvalgte kritiske lægemidler.

Det kan handle om beredskabsaftaler, produktionsmuligheder eller hurtig omstilling ved kriser. Pointen er, at vi skal bruge den kapacitet, der allerede findes, før vi bruger store offentlige investeringer på parallelle systemer.

For det andet bør offentlige indkøb i højere grad belønne robusthed. Pris er vigtig, men den må ikke være det eneste styrende princip. Det handler om betalingsvillighed, og nye krav vil også føre til lidt højere priser.

Hvis vi systematisk lader udbud presser priserne ned uden at vægte leveringssikkerhed, diversificering og europæisk kapacitet, risikerer vi at spare os ind i næste mangelkrise.

Det er hverken god økonomi eller godt i forhold til at sikre patienterne adgang til lægemidler.

Ved vi overhovedet, hvad problemet er?

For det tredje har vi brug for et bedre analytisk grundlag. Forsyningsudfordringerne bør kortlægges mere præcist, så vi ved, hvor de reelle sårbarheder er.

Er problemet afhængighed af én leverandør, mangel på aktive stoffer, for lav lagerkapacitet, sårbare transportveje eller udbud, der presser markedet så hårdt, at leverandører forsvinder?

Forskellige problemer kræver forskellige løsninger. I den forbindelse bør vi trække på den data, som vi allerede har.

Forsyningssikkerhed er er et middel til at sikre patienterne rettidig, sikker og effektiv behandling. Derfor skal løsningerne også vurderes på, om de reelt styrker patienternes adgang til den rigtige medicin – ikke på, om de giver en umiddelbar politisk tryghedsfølelse.

Danmark har gode forudsætninger for at gøre det klogt.

Vi har stærke myndigheder, dygtige sygehusapoteker og en life science-industri med erfaring, produktionskompetencer og globalt udsyn.

Hvis vi bringer de kræfter sammen, kan vi skabe et robust beredskab og sikre at patienter har adgang til de lægemidler, som de har brug for.