Videre til indhold

Life science-området og det kommende EU-formandskab i fokus i Polen

En dansk-polsk konference med ministerbesøg gav god videndeling og var en vigtig forberedelse til det danske EU-formandskab, mener Lifs koncerndirektør, Ida Sofie Jensen.

Der blev både delt erfaringer og drøftet nye muligheder for samarbejde, da indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, Rigshospitalets direktør, Rasmus Møgelvang, og koncerndirektør i Lif, Ida Sofie Jensen, sammen med en række repræsentanter fra sundhedsvæsenet og lægemiddelindustrien i går holdt konference på den danske ambassade i Warszawa.

”Det betyder altid noget, når man kan stille med en minister. Og der er vi meget heldige, at indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde virkelig prioriterer at tage med ud i Europa op til det kommende danske EU-formandskab og sætte sundhed og muligheden for at få en europæisk life science-strategi på dagsordenen,” siger Ida Sofie Jensen, koncerndirektør i Lif.

Konferencen havde fokus på, hvordan Europa kan styrke sin position inden for life science, sundhedsinnovation og konkurrenceevne. Den var arrangeret af den danske ambassade i Polen i samarbejde med Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og havde samlet centrale aktører fra både den offentlige og private sektor til en dialog om fremtidens sundhedsløsninger.

”Danmark overtager EU-formandskabet fra Polen lige om lidt, og Europa står over for en række udfordringer, hvor blandt andet sikkerhed, forsyningskæder og konkurrenceevne er under pres. Inden for lægemiddelområdet kommer det til at kræve en stærk og samlet indsats, hvis vi skal sikre, at innovative behandlinger og forebyggende tiltag fortsat er højt på dagsordenen i behandlingen af borgere i EU. Derfor er det så vigtigt, at vi taler sammen på tværs af lande og sektorer. Det har konferencen i dag muliggjort,” siger Ida Sofie Jensen.

Offentligt-private partnerskaber er en del af løsningen

Flere større temaer blev taget op på konferencen, der var delt op i en del om life science som mulighed for mere sundhed og større innovation, og en del, der i højere grad handlede om offentligt-private partnerskaber, hvor større samarbejde giver god mening.

Begge emner er meget vigtige, understreger Lifs koncerndirektør, men begge områder spiller også ind i behovet for at styrke Europas position i den globale konkurrence.

”Europa er bagud i forhold til USA og Kina på flere centrale parametre, blandt andet andelen af globale kliniske forsøg og udviklingen af innovative lægemidler. På begge områder handler det om både at skabe en europæisk strategi, der sætter patienternes behov i centrum, og at skabe et stærkt samspil mellem den offentlige og private sektor.”

Den europæiske life science-sektor er afgørende, ikke kun for folkesundheden, men også for Europas økonomi, uddyber Ida Sofie Jensen:

“Desværre kommer kun 22% af verdens innovative lægemidler fra Europa, mens USA står for 47%. Det var omvendt for 25 år siden. Europas andel af globale kliniske forsøg er desuden halveret over det seneste årti, mens Kinas er mere end tredoblet. Det understreger behovet for, at EU prioriterer investeringer i forskning, udvikling og innovation”.

Konferencen blev afsluttet med en tale fra Lifs koncerndirektør, Ida Sofie Jensen.

Hun understregede vigtigheden af at skabe de rette rammer for forskning, innovation og adgang til nye behandlinger og udtrykte i optimisme efter en god dag. “Jeg er glad og fortrøstningsfuld efter dagens debat. Der er et stort engagement og en vilje til at skabe ambitiøse løsninger og partnerskaber, der kan drive udviklingen fremad for sundhed og life science i Europa”, sagde koncerndirektøren, inden hun rundede talen af:

Every cloud has a silver lining – og med den rette indsats kan vi styrke Europas position”.

Læs talen: Closing Remarks fra Ida Sofie Jensen

Læs talen fra Lifs koncernchef Ida Sofie Jensen ved den dansk-polske på den danske ambassade i Warszawa den 24. marts.

Galleri