Dette debatindlæg er bragt i Dagens Pharma den 15. januar 2026.
Af sundhedspolitisk chef, Camilla Lund-Cramer
Der skal være plads til at diskutere rammerne for Medicinrådet og danske patienters adgang til nye behandlingsmuligheder, også selvom man repræsenterer industrien. Det skriver Camilla Lund-Cramer, sundhedspolitisk chef i Lif, i et svar til Mats Lindberg, formand for Læger uden Sponsor.
Mats Lindberg, formand for Læger uden Sponsor, spørger i sit debatindlæg i Dagens Medicin d. 12. januar, om vi er klar til at tage debatten om Medicinrådets vurdering af nye lægemidler til behandling af Alzheimers.
Svaret er, at vi ikke bare er klar, vi mener, at det er helt nødvendigt.
I Lif bakker vi op om Medicinrådet og anerkender, at de har en svær og vigtig opgave, nemlig at vurdere, hvilke lægemidler der med rimelighed kan anbefales som standardbehandling i det danske sundhedsvæsen. Det er et ansvar, der ikke må tages let på, og vi respekterer den faglige rolle, de spiller.
Men det er ikke det samme som at sige, at vi ikke kan diskutere de overordnede rammer, som Medicinrådet arbejder under. Og netop her mener vi, at der er brug for en ny samtale.
For mange afvisninger
Når Medicinrådet i fjerde kvartal 2025 afviste 86 pct. af de vurderede lægemidler, så må vi spørge: Har vi ramt det rigtige niveau? Det mener vi ikke.
Vi mener tværtimod, at der skal afsættes flere midler til medicin, og at Medicinrådet skal lægge en mindre restriktiv linje. En linje, hvor bivirkninger og usikkerhed naturligvis tillægges betydning, men ikke får lov til at veje tungere end effekten for patienten. Den beslutning skal ligge i dialogen mellem patient og behandler.
Når et lægemiddel er godkendt af EMA, har EMA allerede grundigt vurderet, at værdien er større end risiciene. Det er netop den vurdering, som vi forholder os til: At når et lægemiddel er godkendt i EU, så har det en evidensbaseret værdi for patienter.
At der er en faglig diskussion om effekten af lægemidler, er kun godt. Vi har brug for en kritisk, evidensbaseret debat om, hvad der virker, og for hvem.
Men det er vigtigt at huske, at selv en mindre effekt eller et halvt år mere med familien er uvurderligt for den enkelte familie. Det skal der også være plads til at anerkende, mens man skæver til samfundskronerne.
Svaret er ikke færre, men flere midler til sundhed
Mats Lindberg spørger nemlig, hvor pengene skal tages fra. Og det er et rigtig godt spørgsmål. Men svaret er ikke, at vi skal begrænse patienternes adgang til ny medicin, særligt ikke når det er første gang i to årtier, at der er nye behandlingsmuligheder på vej.
I stedet skal der afsættes flere penge til sundhed. Der skal være råd til at tage nye behandlinger i brug og følge med den medicinske udvikling. Det er ikke et ‘spil’, som Mats Lindberg kalder det. Det er et spørgsmål om, hvilket sundhedsvæsen vi vil have.
At industrien udvikler og tjener penge på at sælge lægemidler, er heller ikke en hemmelighed, som industrien går og gemmer for offentligheden, som Mats Lindberg antyder. Det er et vilkår, man er helt åben med.
Det er også et vilkår, at det offentlige sundhedsvæsen regulerer borgernes adgang til lægemidler og i vid udstrækning dækker den enkeltes medicinudgifter ud fra princippet om, at det ikke kun er dem, der har råd til at betale, som kan få ny medicin.
Det handler i bund og grund om en samfundskontrakt: Industrien forsker og udvikler konstant nye, innovative lægemidler, som har forlænget levetiden og markant forbedret livskvaliteten for en lang række patienter.
Men den innovation kommer ingen til gavn, hvis den ikke bliver taget i brug. Derfor mener vi som udgangspunkt, at danske patienter skal have adgang til alle godkendte, nye, innovative lægemidler.
Win-win-win
Det gavner også sundhedsvæsenet, hvor nye lægemidler kan øge effektiviteten, bidrage til at omlægge behandlingen fra sygehus til det nære sundhedsvæsen og mindske behovet for pleje og støtte. Og det gavner samfundet, for hvis flere kan blive længere på arbejdsmarkedet og være mere selvstændige, er det en gevinst for alle.
I Lif arbejder vi for at finde løsninger på barrierer i sundhedsvæsenet, så det er muligt at tage nye, innovative behandlinger i brug ikke mindst på sygdomsområder som alzheimers, hvor der er stor menneskelig lidelse og et udækket behov, og hvor der mangler effektive behandlinger.
Og ja, som Mats Lindberg skriver, er vi rigtig nok mange, der glæder os over statsministerens ord i nytårstalen om at styrke forebyggelse og tidlig opsporing af demens.
Det gør vi, fordi alzheimers er en sygdom, som koster mange menneskeliv og meget lidelse og fortvivlelse hvert år, og fordi vi tror på, at en ambitiøs og finansieret ny national demensplan kan få afgørende betydning for mennesker med demens og deres pårørende.
