
Decentrale kliniske forsøg, hvor patienterne kan deltage tættere på deres eget hjem og med mere digitale løsninger, bør tænkes ind fra starten i udviklingen af sundhedsvæsenet, mener aktører.
Debatindlægget er bragt i Sundhedsmonitor d. 2. december 2025.
Skrevet af Jakob Bjerg Larsenpolitisk chef for kliniske forsøg og lægemiddelproduktion i Lif – Lægemiddelindustriforeningen, Morten Engsbye, direktør i Dansk Biotek, Marianne Pilgaard, direktør i Trial Nation.
Vi ved alle, at klinisk forskning er en central grundsten i det danske sundhedsvæsen, som sikrer nye og bedre behandlinger, forbedrer menneskers livskvalitet og i sidste ende redder liv.
Men det er en udfordring for mange patienter at deltage i kliniske forsøg, især for dem der bor langt fra hospitalerne eller har svært ved at bevæge sig uden for hjemmet.
Med brugen af såkaldte ’decentral clinical trials’ (DCT) flyttes hele eller dele af forsøgsprocessen ud af hospitalerne og tættere på patienterne. Rekruttering af forsøgsdeltagere kan ske via sociale medier, og samtaler med forsøgslægen kan foregå via videokonsultationer. Eller man kan indsamle og indberette behandlingsresultater elektronisk, få forsøgsmedicin direkte tilsendt eller tage prøver tættere på hjemmet.
Det gør det både nemmere og mere behageligt for patienterne at bidrage til vigtig forskning, og det kan lette arbejdet for de klinikere, der har brug for at rekruttere bredt og sikre den bedste repræsentation i deres forskningsprojekter.
Og det bliver kun endnu vigtigere set i lyset af den omfattende sundhedsreform, der de kommende år skal omstille vores sundhedsvæsen og flytte behandling ud i landet, tættere på borgeren. De decentrale elementer bør derfor tænkes ind i den store omstilling af vores sundhedsvæsen, som er i gang nu.
For første gang har vi nu også konkrete data, der viser, hvordan de decentrale løsninger rent faktisk bliver brugt i Danmark. En ny analyse fra LIF og Dansk Biotek dokumenterer, at i mange af lægemiddel- og biotekvirksomhedernes kliniske forsøg er decentrale elementer allerede en naturlig del af processen.
I 36 af de kliniske forsøg, som virksomhederne gennemførte i 2024, har brugen af ét eller flere DCT-elementer helt eller delvist erstattet et fysisk fremmøde på et hospital.
Og et stort flertal af virksomhederne i undersøgelsen forventer desuden at bruge endnu flere decentrale elementer i fremtiden.
Danmark går forrest
At vi har tal som bekræfter, at DCT har gjort sit indtog i danske kliniske forsøg, er en god nyhed og med til at understrege, at vi er gode til at tænke og samarbejde på tværs af offentlige og private sundhedsaktører i vores digitaliserede samfund.
Danske myndigheder var under corona-pandemien de første i EU til at skabe klare regulatoriske retningslinjer for DCT-forsøg, retningslinjer som senere blev udgangspunktet for et fælles europæisk afsæt under det europæiske lægemiddelagentur, (EMA). Lægemiddelstyrelsen er også netop nu i gang med at revidere sin nationale DCT-vejledning for at sikre, at de unikke muligheder for brug af decentrale elementer i Danmark kan bringes sikkert og effektivt i spil.
Og i Trial Nation arbejder man for at fremme implementeringen af decentrale elementer i kliniske forsøg gennem et DCT-dialogforum sammen med myndighederne, ligesom man leder det offentlige-private partnerskab PACT – Decentrale Patientcentrerede Kliniske Forsøg.
Alt sammen er det med til at skabe et samlet økosystem, der kan vise vejen for brug af DCT i hele Europa – til gavn for patienter, sundhedsvæsener og virksomheder.
Tænk det decentrale ind fra starten!
De decentrale elementer i kliniske forsøg bliver kun endnu vigtigere, når sundhedsreformen de næste år skal implementeres. Hvis ikke forskningen følger med behandlingen ud i det nære, står vi nemlig et meget skidt sted.
Brug af digitale og decentrale elementer kan være med til at sørge for, at klinisk forskning stadig kan gennemføres på højt niveau og flere steder i landet. Så vi sikrer vigtig innovation og bedre behandling med det allervigtigste i centrum, nemlig patienten.
Vi opfordrer derfor alle til fra starten at tænke decentrale elementer ind i udviklingen af sundhedsvæsenet, ikke mindst i forskningen.
Decentrale kliniske forsøg er på mange måder en nøgle til et mere tilgængeligt, effektivt nært sundhedsvæsen. De vokser stærkt i Danmark, og den udvikling skal vi sammen arbejde for at accelerere endnu mere.
Så vi kan fremtidssikre sundhedsvæsenet og forskningen til gavn for os alle.
