Videre til indhold

International konference satte vind i sejlene for kampen mod antimikrobiel resistens 

Lif var til stede, da der over to dage blev afholdt en stor international konference om antimikrobiel resistens, hvor aktører fra hele Europa var samlet. Lige nu er der momentum for at løse en af vor tids største sundhedstrusler, og det skal vi udnytte, lyder det fra Lif. 

Flere bliver indlagt. Flere dør. På grund af stigende resistens over for antibiotika. Antimikrobiel resistens er ifølge WHO en af de største globale sundhedstrusler. Allerede i dag koster resistens 1,3 millioner liv om året på verdensplan, og tallet forventes at stige til 10 millioner i 2050, hvis ikke der handles nu. 

På konferencen, der blev afholdt den 19. november i Aarhus og den 20. november i København, blev der sat fokus på strategisk forebyggelse, bedre brug af diagnostik og udvikling af nye, innovative lægemidler. Deltagerne præsenterede nye analyser og løsningsforslag til at forebygge infektioner, udvikle fremtidens antibiotika og styrke sundhedsberedskabet i Europa. 

”Det er positivt at se den udbredte forståelse af, at vi skal have taklet udfordringerne med antimikrobiel resistens. Konferencen er et vigtigt skridt på vejen, men jeg kan godt blive bekymret for, om andre end eksperter og specialister helt har forstået alvoren,” siger Anders Hoff, forskningspolitisk chef i Lif.   

Handling påkrævet  

Konferencen om antimikrobiel resistens markerede et vigtigt skridt i den fælles europæiske indsats for at beskytte patienter og sundhedsvæsener mod truslen fra resistente bakterier.  

For selvom Danmark er et foregangsland i kampen mod AMR, så kan ingen løse udfordringerne alene. Ifølge Anders Hoff, blev det også påpeget af Dame Sally Davids, UK Special Envoy on Antimicrobial Resistens, da hun indledte konferencen.  

Her understregede hun, at AMR er ‘vores alles problem’, og at det er nødvendigt med et stærkt samarbejde mellem myndigheder, forskningsinstitutioner og industrien, for at løse udfordringerne.  

“Med konkrete forslag, politisk momentum og internationalt samarbejde er fokus skærpet. Konferencen viste, at der er udbredt forståelse for udfordringer og bred opbakning til at styrke indsatsen og samarbejdet både nationalt og internationalt for at bremse udviklingen af resistens,” siger Anders Hoff og fortsætter:   

”Nu skal vi have alle de gode løsninger implementeret. Vi skal skabe rammer for at udvikle nye, innovative effektive behandlinger. Vi skal styrke forebyggelsesindsatsen og brug af vacciner, og vi skal begrænse brugen af de virksomme antibiotika, som vi har tilbage,” siger Anders Hoff.  

Baggrund

Konferencen blev arrangeret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, AMR-alliancen, Aarhus Universitetshospital og European University Hospital Alliance (EUHA). Første dag i Aarhus havde fokus på de kliniske perspektiver, mens anden dag i København satte de politiske diskussioner i centrum. 
 
Lif er aktivt medlem af AMR-alliancen.