Videre til indhold

Hvis en milliard skal gøre en forskel, skal den ud nu

En milliard kroner gør en forskel, og når den bruges klogt, bliver den en investering med højere afkast, lyder det fra Lif i en kommentar til, at regeringen netop har afsat en milliard kroner til at løse akutte udfordringer på sundheds- og velfærdsområdet.

Høj inflation kombineret med øgede udgifter til effektive lægemidler betyder eksempelvis, at regionerne skal finde store besparelser allerede i år. Det løft, der blev givet i årets økonomiforhandlinger, indfases først fra 2024.

”Derfor bør pengene komme kommuner og regioner til undsætning allerede i år,” fortæller Lifs koncernchef Ida Sofie Jensen

Men det er nu, der er behov for flere midler, forklarer Lifs koncernchef Ida Sofie Jensen:

”Alternativt risikerer vi, at regionerne skal skrue massivt ned på patientbehandlingen nu, for så at øge den igen om et halvt år. Det er ikke en god og effektiv måde at styre sundhedsvæsenet på, og det kommer ikke patienterne til gode – tværtimod,” siger hun.

”Pengene skal løfte de akutte udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor, men vil også kunne imødekomme andre behov. Det er vigtigt at kunne prioritere den langsigtede forebyggelse. Jo flere, vi kan holde ude af sundhedsvæsenet, jo mere overskud er der til dem, der har brug for pleje og behandling. Og samtidigt vil vi se positive effekter andre steder i samfundsøkonomien,” lyder det fra Ida Sofie Jensen.